Skæve tendenser og masser af viden på Formland

MESSE Når Anders Lund Madsen torsdag 16. august åbner Formland Autumn 2018, gør han det på sin helt egen charmerende og anderledes facon. Journalisten og humoristen er et godt eksempel på det skæve og spændende, og det er netop et af de temaer, som Formland Autumn denne gang sætter fokus på i trendzonen »House Of Freakebana«. Her bliver skuresvampe og andre hverdagsobjekter sammensat med blomster, frugt og grønt for at skabe et modspil til den iscenesatte og perfekte livsstil, som mange udlever online.

- Idéen med House Of Freakebana er, at trendzonen skal være et billede på det uperfekte, der tør bryde med normen og give folk et smil på læben. Den beskrivelse passer også godt til årets åbningstaler; Anders Lund Madsen er om nogen et billede på en, der ikke lader sig diktere af trends eller tendenser, og derfor glæder vi os til, at han gæster Formland, så han kan være med til at prikke lidt til forståelsen af, hvad normen er, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm, projektleder på Formland, i en pressemeddelelse.

Inspirerende aktivitetsprogram
Foruden designtalks med inspirerende debatter kan de besøgende også blive klogere og opdateret på alt det nye, 2019 og 2020 byder på inden for design og interiør, når Formland præsenterer et alsidigt og stærkt aktivitetsprogram med 15 foredrags- og workshopholdere fra både ind- og udland.

På foredragsscenen »Speak Up« kan de besøgende blandt andet blive klædt på til, hvad der bliver hipt i de kommende sæsoner, høre om de nyeste teknologier i retail, samt hvordan man visualiserer sit brand. Der er mulighed for at lære af blandt andre e-handelsguruen Lars Hedal, trend forecaster Rikke Skytte, den svenske trendekspert Stefan Nilsson, den amerikanske grundlægger af decor8, Holly Becker, samt retail-ekspert Kenneth Schultz Topp.

Traditionen tro samler Formland også toppen af dansk design, hvor besøgende kan gå på opdagelse hos velkendte brands som Royal Copenhagen, Stelton, Georg Jensen og Louis Poulsen - men også nye udstillere er i fokus. I det populære designområde »One« kan man møde 18 nye udstillere.

Formland Autumn 2018 afholdes 16.-19. august og byder på flere end 500 udstillere fordelt i 10 messehaller fyldt med inspiration.