Millioner til Herning-klinik skal hjælpe arbejdsmiljøet

Slagteriansatte er en af de grupper, som Arbejdsmedicin i Herning får penge til at forske i

ARBEJDSMILJø Forskningsenheden Arbejdsmedicin i Herning, der er en del af Regionshospitalet Herning, har fået en større bevilling på i alt 10 millioner kroner til fire forskningsprojekter.

Pengene kommer fra Arbejdsmiljøforskningsfonden, og projekterne skal blandt andet forbedre arbejdsmiljøet for landmænd, slagteriarbejdere og ansatte i plejesektoren. Konkret skal forskerne blive klogere på aspekter inden for stress, sygefravær, kropssmerter og landbrugsulykker. I en pressemeddelelse fra Arbejdsmedicin lyder der stor glæde over bevillingerne, som blev fejret med is til hele afdelingen.

- Bevillingerne er en anerkendelse af forskernes hårde arbejde med at skrue solide, velfunderede og praksis-orienterede forskningsprojekter sammen. Projekterne udføres alle i samarbejde med offentlige og/eller private virksomheder og har til formål at gøre en langvarig, positiv forskel for arbejdsmiljøet i forskellige brancher, lyder det i pressemeddelelsen.

Forebygge arbejdsskader
Projektet med slagteriansatte skal undersøge, hvordan arbejdspladsens kultur påvirker håndteringen af muskel- og skeletbesvær (MSB-kulturen), og hvilken betydning MSB-kulturen har for arbejdsevne og sygefravær i brancher med høje fysiske arbejdskrav. Forventningen er, at en afklaring af MSB-kulturens betydning vil give mulighed for at igangsætte nye typer af tiltag til forebyggelse af arbejdsskader.

I et andet projekt er det arbejdsulykker i landbruget, der er i fokus. Projektet »Sikre Landbrug« skal undersøge, om man kan mindske antallet af ulykker med en systematisk kortlægning af risikofaktorerne i landbruget. Det er det første projekt, der sætter sikkerhedsklima og sikkerhedsledelse i dansk landbrug under lup.

På det forebyggende plan kommer der også et projekt, som med afsæt i erfaringer fra blandt andet Novo Nordisk skal give bud på, hvordan man kan få succes med forebyggelse af stress.