FCM-keeper tilbage til USA
Jørn Just KristensenBill Hamid bliver udlejet til sin tidligere klub, D.C. United i den amerikanske MLS, for halvandet år
FODBOLD Det tegnede lovende, da FC Midtjylland i november fik fingrene i en transferfri amerikansk landsholdsmålmand med åbenlyse fysiske spidskompetencer.
Men efter bare et halvt år hos de danske mestre vender Bill Hamid nu tilbage til D.C. United i den amerikanske Major League Soccer. FCM har udlejet Hamid til sin tidligere klub for halvandet år.
- Det skal dog understreges, at vi stadig tror på Bill, for han er en dygtig og stærk målmand, fastslår FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i en pressemeddelelse.
Årsagen til lejemålet er behovet for spilletid. 27-årige Bill Hamid har indtil videre tabt slaget om pladsen i »ulve-buret« til Jesper Hansen, der har vist storform siden årsskiftet.
- Bill fortjener spilletid kontinuerligt, og muligheden for det ser bedre ud i D.C. United end her hos os, siger Svend Graversen.
Bill Hamid har spillet hele sin professionelle karriere i D.C. United, indtil han 1. januar skiftede til FCM. Nu er han tilbage i Washington frem til 31. december 2019.
Målmandens aftale med de danske mestre løber dog helt frem til 30. juni 2022.
I det amerikanske glæder man sig over at få målmanden tilbage.
- Bill er en ledertype både på og uden for banen.Vi er glade for, at han er tilbage i den klub, som han i otte sæsoner har arbejdet så hårdt for. Med ham er vi styrket i vores bestræbelser på at komme med i slutspillet, siger klubbens general manager Dave Kasper til klubbens hjemmeside.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.