Teams teaterskole klar til ny sæson
FæLLESSKAB Teater er ikke bare noget, voksne går i, når de skal underholdes. Teater er også noget, børn og unge kan gå til i deres fritid.
På Team Teatrets teaterskole kan børn fra fire år gå til ugentlig undervisning - nøjagtig som de sportsinteresserede kan gå til træning i den lokale sportsforening.
Det helt særlige ved at gå til teater er, at det er baseret på leg og fællesskab. I et trygt miljø udfordres børnene således, at de udvikler sig, ligesom de stille og roligt forløser deres potentiale, skriver Team Teatret i en pressemeddelelse.
Det er nyt, at Team Teatrets teaterskole tilbyder undervisning til de små børn. Men teaterskolen har et mål om at være med til at så nogle af de frø, som gennem årene kan spire op og udvikle sig til teater-talenter.
De mindste teater-børn udvikler deres sociale kompetencer gennem leg, hatteteater, sanglege og bevægelse.
Plads til alle
For de lidt større børn arbejdes der blandt andet med fornemmelse af rum og improvisation. Alt foregår i et kærligt fællesskab, hvor der er plads til alle.
Når børn og unge går på teaterskole styrker de deres selvtillid - de udvikler deres potentiale og sans for timing og udtryk. Når de arbejder med deres egen krop som værktøj, styrker eleverne deres kropsbevidsthed.
Oplev teaterglæden
Teams teaterskole tilbyder således aktiviteter, som både er fysisk krævende og mentalt udviklende. Ønsket er at inspirere børn og unge og være med til - med hjælp fra den teatralske værktøjskasse - at udvikle deres selvværd og selvtillid - og ikke mindst at berige dem med glæden fra teatret.
Alle kan deltage på teaterskolens hold uanset køn, etnicitet og erfaring med teater. Skolens underviser tilrettelægger undervisningen således, at alle får en god oplevelse med sig hjem.
De nye hold begynder i uge 35, og har man lyst til at prøve kræfter med teaterskolen, kan man tilmelde sig via Team Teatrets hjemmeside.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.