Fuldt hus til musik på scenen

Mange var mødt op for at nyde arrangementet »Musik på Scenen« i det godt vejr

KONCERT Ovenpå en dag med regn sidste år kunne Søby Brunkulsmuseum i år gennemføre arrangementet Musik På Scenen i herligt sommervejr, hvor hedebølgen tog et lille dyk.

Derfor blev det en perfekt dag sammen med Videbæk Harmonikaklub, som er et sikkert trækplaster. Med 305 solgte billetter er det kun Vennetræf, som i år indtil nu har samlet flere gæster.

Museet sikrede sig dog også umiddelbart efter koncerten en aftale om en gentagelse lørdag 3. august 2019, og det bliver for femte år i træk. Det skriver museet i en pressemeddelelse ovenpå weekendens arrangement.

Videbæk Harmonikaklub trækker et trofast publikum fra en stor radius, således havde Søby i lørdags gæster fra blandt andet Aalborg og Fyn. Repertoiret omfatter hele 170 melodier, så der er nok at vælge imellem og til at variere fra år til år.

Udvidet sæson
Mange af gæsterne nåede i tilknytning til underholdningen også en tur rundt på museet, hvor mange for første gang stiftede bekendtskab med de mange nyheder og den udvidede butik.

Søby Brunkulsmuseum har haft succes med sine arrangementer i år, og sæsonen, som plejer at slutte med udgangen af september, bliver udvidet til 22. oktober, så efterårsferien kommer med. Her bliver der aktiviteter for børn og formentlig en tur med rundvisning fulgt op af en bustur gennem brunkulslejer og Harrild Hede.

AOF Midtjylland arrangerer i øvrigt en tilsvarende tur søndag 26. august, ligesom Læserklubben på Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis arrangerer en dagstur til Søby 25. september.

Derudover har museet bogen med forudbestilte rundvisninger fyldt godt op, og især de seneste dage har budt på en række nye bestillinger, så nogle dage har guiderne faktisk svært ved at klare flere ture.