Retssag om håndgranat-kast i Herning skal gå om

Kim Stoltenberg Hansen 

Landsretten ophæver byrettens dom, da en af dommerne i byretten var inhabil

HERNING Vestre Landsret har i dag besluttet, at en retssag skal gå om. I byretten i Herning blev der i marts afsagt dom i en nævningesag, hvor en 33-årig herningenser var tiltalt for blandt andet at have kastet en håndgranat mod Black Armys klubhus i Herning og at have skudt en person tre gange i benene. Tiltalte blev ved dengang idømt forvaring, og han ankede på stedet dommen til landsretten i håb om en lavere straf.

Det blev dog slet ikke til en diskussion om straffen i dag, da landsretten ophævede byrettens dom og bad byretten begynde forfra, da en af de juridiske dommere, der deltog i sagen i byretten, havde været inhabil. Nævningetinget i Herning bestod af seks nævninger og tre juridiske dommere.

I en pressemeddelelse fra landsretten står der, at den pågældende dommer forud for retssagen havde taget stilling til fortsat varetægtsfængsling af tiltalte. I den forbindelse havde dommeren udtalt, at der blandt andet var en særlig bestyrket mistanke om, at tiltalte havde fremkaldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed ved at kaste håndgranaten mod Black Armys klubhus i Danmarksgade.

En dommer kan efter retsplejeloven ikke deltage i sagens afgørelse, hvis dommeren tidligere har varetægtsfængslet den tiltalte, fordi vedkommende har vurderet, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at tiltalte har gjort sig skyldig i et af de forhold, som sagen vedrører. Dommeren var derfor inhabil ved afgørelsen af sagen i Herning.

Har erkendt håndgranatkast
I byretten erkendte den 33-årige, at han havde kastet håndgranaten mod klubhuset i Danmarksgade. Han forklarede det med, at han var utilfreds med bandens tilstedeværelse i Herning.

Ingen kom til skade ved granatkastet, men i retten kom det frem, at håndgranaten er dræbende på 16 til 18 meters afstand.

Den indeholdt ifølge anklagen 3000 stålkugler, og eksplosionen skadede biler og bygninger i en afstand af 55 meter.

Han blev også dømt for en skudepisode omkring en måned efter angrebet mod klubhuset. 16. januar 2017 skød den 33-årige ifølge dommen mod en mand på en adresse i Hatting nær Horsens.

Et skud ramte offerets højre underben, et skud venstre underben og et tredje ramte venstre lår. Et fjerde skud ramte den sofa, som offeret, der er tidligere medlem af Hells Angels, sad i.

Skuddene har givet den ramte mand varige mén i form af nedsat førelse i foden og varige nerveskader.

Nu skal sagen altså gå om ved byretten i Herning. Der er ingen oplysninger om datoer for den nye retssag.