Rejse-event om Australien og New Zealand
Kom til inspirationsaften med fokus på Australien og New Zealand, hvor Jysk Rejsebureau vil gøre dig klogere på de to rejsemål
oplevelser Rejselystne midtjyder får torsdag 16. august mulighed for at blive klogere på de mange oplevelser, Australien og New Zealand gemmer på, når rejsearrangøren Jysk Rejsebureau inviterer indenfor til inspirationsaften om de to rejsemål. Programmet byder blandt andet på rejseforedrag, lidt godt til ganen og mulighed for at snakke med en rejseekspert. Arrangementet er for både backpackere og »glampister«, forsikrer direktøren.
- Hvis man drømmer om at skulle besøge Australien eller New Zealand, er det oplagt at tage afsted i vores vinter - fra november til februar. Og vil man være sikker på at få en autocamper og plads på de gode overnatningssteder tæt på nationalparkerne, skal man faktisk helst i gang med at planlægge og bestille rejsen i august, forklarer Niels Amstrup, direktør for Jysk Rejsebureau, i en pressesmeddelelse om baggrunden for arrangementet, der både er for dem, der stadig er i overvejelsesfasen, og dem, der allerede har planlagt at skulle af sted.
- På aftenen vil der være foredrag om Australien og New Zealand, hvor vi fortæller om, hvad man kan opleve på rejsemålene. Samtidig er der mulighed for at snakke individuelt med vores rejseeksperter om konkrete spørgsmål og overvejelser. Hvad der ellers kommer til at ske på aftenen, er en overraskelse - men jeg tør godt afsløre, at folk kommer i rejsestemning, og at vi selvfølgelig serverer lidt godt til ganen, siger direktøren.
Inspiration til alle rejsetyper
At det netop er Australien og New Zealand, Jysk Rejsebureau sætter fokus på, skyldes en støt stigende interesse for denne verdensdel blandt danske eventyrer. Fra 2014 til 2017 er antallet af rejsende til Oceanien hos rejsearrangøren mere end fordoblet - en tendens, der hos Jysk Rejsebureau ser ud til at fortsætte i 2018.
- Australien og New Zealand er for alle. Og uanset alder er det faktisk tit de samme områder og steder, folk vil opleve på rejsen. Det er primært transport- og overnatningsformerne, der varierer. På aftenen vil der være inspiration både til backpackeren, der vil rejse med bus og sove på hostel, og seniorerne, der længe har sparet op til at realisere deres store rejsedrøm og vil på »glamping« med luksus-autocamper. Hvis nogle er særligt interesserede i for eksempel unikke vandre- eller dyreoplevelser, kan man også høre mere om det - samt nogle af de mange andre muligheder der er for at skræddersy rejsen, så den matcher den enkeltes behov og rejsedrømme, siger Niels Amstrup.
Arrangementet finder sted på Jysk Rejsebureaus kontor i Østergade 21 i Herning klokken 17.30-20.30. Der er plads til 55 deltagere, og der kræves forhåndstilmelding via rejsebureauets hjemmeside.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.