Politiet har anholdt ung mand efter fan-uro i midtbyen: Betjent blev ramt af romerlys

Martin Hove Thomsen 

Lørdag eftermiddag er politibetjente massivt til stede i midtbyen forud for eftermiddagens fodboldkamp mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB, hvor der er blevet kastet med romerlys og flasker

HERNING I eftermiddag klokken 16.00 er der kick off mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB. Og inden kampen er mange syngende fans i begge ender af Hernings gågade - både i Østergade og ved Vestergade - i gang med at varme op, hvilket politiet i den grad er opmærksomme på. For fansene nøjes ikke med at synge.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at politiet har anholdt en 21-årig lokal FCM-tilhænger.

- Han kastede med fyrværkeri - et romerlys - og ramte en betjent. Der skete heldigvis ikke noget med betjenten, men vi har anholdt manden, siger Bjarne Askholm.

Det skulle være sket i Vestergade, og poliitets jurister skal i løbet af eftermiddagen vurdere, om den unge mand skal fremstilles i et grundlovsforhør.

Vagtchefen fortæller desuden, at der er flere, som har kastet med ølflasker - men ingen skulle ifølge vagtchefens oplysninger være blevet ramt.

- Betjentene trak også deres stave - det ser lidt voldsomt ud, men det var nødvendigt, siger han.

Tyske venskabsfans
Bjarne Askholm oplyser, at der har været lidt flere politifolk i byen op til kampen, end hvad der var forventet, men det var en nødvendighed.

- Esbjergs fans har inviteret fans fra en tysk venskabsklub med herop. Og de har en anden tilgang til det at se fodbold, end vi synes om - og det havde nogle af Esbjergs fans i øvrigt også, siger han.

Politiet fortsætter også efter kampen med at holde øje med de mange fodboldfans, der her kort før klokken 15 gerne skulle være på vej ud mod MCH Arena.