Velgørenhedscykelholdet »Team Giv Håb« indtager Torvet i Herning

Vær med til at cykle for en god sag, når Team Giv Håb cykler ind på Torvet i Herning

VELGøRENHED Lørdag 4. august cykler syv cykelhold med omkring 200 deltagere fra velgørenhedsholdet Team Giv Håb fra Rebild over Dollerop Kirke med afslutning i Herning. Inden de denne lørdag cykler i samlet flok mod Torvet i Herning, har cykelholdene gennem en uge cyklet hver sin rute i Danmark og i Norden for at gøre opmærksom på organisationen Børn, Unge & Sorgs arbejde med børn og unge i sorg.

Cykler med de lokale
Hvis nogle af de lokale skulle have lyst til at cykle med det sidste stykke af vejen mod Torvet i Herning, har de muligheden for det. Alle cykelinteresserede voksne kan nemlig cykle med de sidste fem kilometer af ruten, hvis blot man er cyklende på en racercykel og bruger hjelm. Mødestedet er parkeringspladsen ved Gullestrup Skole klokken 14.

Hvis du hellere vil stå og tage imod cykelrytterne på Torvet, kan du allerede fra klokken 13.15 nyde tonerne fra det lokale band »Volf Band«, som vil spille en times tid, indtil rytterne ankommer cirka klokken 14.15.

En velgørende cykeltur
Det er sjette år i træk, at velgørenhedscykelholdet Team Giv Håb cykler for at samle penge ind til fordel for Børn, Unge & Sorg. Organisationen arbejder for, at sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge, hvis forælder eller søskende er alvorligt syge eller døde. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.