Savnede Bravo Tours-gæster fra græske skovbrande er i god behold

56-årig kvinde faldt i vandet under evakuering. Alle Bravo Tours 39 gæster fra området nær Rafina i Grækenland, der hærges af skovbrande, er nu i sikkerhed.

REJSER Bravo Tours er kommet i kontakt med de tre danskere, der natten til tirsdag blev meldt savnet nær skovbrandene i Grækenland.

Alle tre har det efter omstændighederne godt.

Det fortæller Stig Elling, der er rejseambassadør for selskabet.

- En af de tre, der var savnet, er en kvinde. Hun har været en tur i vandet, så lige nu ligger hun til observation på hospitalet. Men hun har det efter omstændighederne godt, siger han.

Kvinden, der er 56 år, faldt i vandet under evakueringen, der foregik i små både. Hun er nu indlagt til observation.

En anden dansker, en lille pige på seks år, er også indlagt til observation på hospitalet for åndedrætsbesvær.

- Der er to indlagte, men man forventer, at de udskrives i nat, siger Stig Elling.

Han glæder sig over, at danskerne har holdt godt sammen trods nattens begivenheder.

- Det har været en dramatisk nat, det har været mørkt, og de har sejlet i små både, forklarer han.

Bravo Tours’ gæster fra området nær skovbrandene er tirsdag morgen ankommet til Athen.

I alt er 39 danskere blevet evakueret fra et hotel nord for havnebyen Rafina.

I alt er 39 danskere blevet evakueret fra et hotel nord for havnebyen Rafina.

11 af danskerne var på en udflugt, da meldingen, om at hotellet skulle evakueres, kom. De undlod at køre tilbage til hotellet.

Dem, der befandt sig i området, fik at vide, at de skulle forlade hotellet, tage deres vigtigste ejendele med og løbe ned til stranden.

Det har ikke været muligt for Bravo Tours’ egne folk at komme til området og hjælpe gæsterne, da de græske myndigheder ikke vil tillade det på grund af sikkerheden. Derfor er det selskabets agenter i området, der hjælper danskerne.

Det er to store skovbrande på hver sin side af Athen, der forårsagede evakueringen. Brandene er ude af kontrol, lyder meldingen. Mindst 20 personer er omkommet i flammerne.

Den første brand startede i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen. Den anden store brand brød ud i Penteli-området nordøst for Athen mandag eftermiddag.

Det har fået Udenrigsministeriets Borgerservice til at råde personer, der er i nærheden af brandene, til at udvise forsigtighed og følge vejledning fra lokale myndigheder.

/ritzau/