Tip til udvikling og ledelse

Brian Kjær Andersen 

4. september tager foredragsrækken Tidlig Tirsdag hul på en ny sæson, hvor 10 erhvervsfolk deler ud af erfaring og viden

INSPIRATION Mediehuset Herning Folkeblad og samarbejdspartnerne Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande og AU Herning har op til sommerferien fået færdiggjort programmet for den kommende sæson af foredragsrækken Tidlig Tirsdag, som runder 10-årsjubilæum.

De månedlige foredag ligger altid den om morgenen den første tirsdag i måneden, og målgruppen er alle med interesse for ledelse og udvikling af medarbejdere og organisation.

Den nye sæson skydes i gang tirsdag 4. september med Niels Buus, der i 2017 blev kåret til årets leder. Niels Buus tiltrådte i 2014 i Aalborg-virksomheden GomSpace, og den er siden vokset fra 10 til 170 ansatte. Han vil under sit foredrag i Herning fokusere på, hvordan man som leder bliver bedre til at forstå, hvad der driver og motiverer den enkelte medarbejdere. Det er ifølge ham nøglen til at få helheden i en virksomhed til at fungere.

Haagerup om forandringer
Generelt gælder det, at oplægsholderne til Tidlig Tirsdag er en blanding af lokale erhvervsfolk og folk, der ikke har rødder i det midtjyske.

Ulrik Haagerup er bedst kendt fra sin fortid som nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Nu er han administrerende direktør på Constructive Institute på Aarhus Universitet, og 4. december vil han fortælle innovationsledelse, og hvordan man lægger en plan i virksomheder, som konstant er under forandring.

- Innovation, udvikling og forandringer er nødvendige som en del af strategien. For nogle virksomheder er det produktudvikling, der skal på dagsordenen. For andre er det digital transformation. Eller måske måden, man samarbejder på i virksomheden, lyder det i oplægget til foredraget.

Det usynlige glasloft
Til foredraget i januar 2019 er det udvikling af lederen selv, der er i fokus. Ledelsesrådgiver Rie Dalsgaard fra virksomheden Empower People kommer til at gå de fremmødte erhvervsfolk på klingen med budskabet om, at lederens personlige udvikling går hånd i hånd med udviklingen af forretningen og medarbejderne.

- Hvis ikke du har modet og tager dig tiden til at udvikle dig som leder, ender du med at blive det usynlige glasloft, der er den reelle årsag til, at du, dit hold og din virksomhed ikke når de højder, I kunne, lyder en af Rie Dalsgaards pointer.

Innovation og hjerner
Universitets-instituttet AU Herning er partner i Tidlig Tirsdag, og i denne sæson kommer to af instituttets lektorer selv på talerstolen. Lektor Michael Nørager skal tale om innovation med fokus på, hvordan vi i en organisation kan blive bedre til at bruge hinandens ideer og kompetencer. Til sæsonens sidste foredrag i juni 2019 er det lektor Ole Lauridsen, som gør tilhørerne klogere på vores hjerne, og hvad vi skal være opmærksomme på for at yde og lære bedst muligt.

Blandt de øvrige foredragsholdere kan nævnes forfatter og direktør Jesper Bove-Nielsen, der under overskriften »Fremtiden er digitalisering, deleøkonomi og disruption« er klar til at udfordre de traditionelle opfattelser af forretningsudvikling. I en helt anden boldgade skal Claus Dalgaard-Hansen tale om, hvordan man bedst spotter talenterne i en organisation og udvikler dem.

Du kan læse om hele programmet på www.tidligtirsdag.dk.