Oplev gamle biler og faldskærmsudspring

Mathilde Bach callesen 

Lørdag 21. juli inviterer Midtjysk Flyveklub til udstilling af gamle fly, biler og motorcykler

OPLEVELSE En uge fyldt med arrangementer er allerede godt i gang hos Midtjysk Flyveklub, der i uge 29 holder Camping-flyve-uge, hvor alle er velkomne, hvad enten om man ankommer i fly, bil, på cykel eller gåben. På lørdag 21. juli inviterer flyveklubben til en dag med udstilling af fly, helikoptere, gamle biler og motorcykler på Herning Flyveplads på Skinderholmvej. Der vil også være rundflyvning og faldskærmsudspring. Alle er velkomne til arrangementet, hvor der er fri parkering og fri adgang.

- Vi vil gerne give folk muligheden for at opleve en flyveplads, hvor man også kan få en snak med os, der går rundt herude til daglig, siger Morten Drachmann, der er næstformand for Midtjysk Flyveklub.

Det er andet år, at Midtjysk Flyveklub stabler arrangementet på benene.

- Sidste år var det ret godt besøgt. Vi håber selvfølgelig, at det bliver endnu mere populært, siger næstformanden.

Kaffe på kanden
Hvis man skulle blive sulten, mens man kigger nærmere på de gamle biler eller efter en tur på den opstillede hoppeborg kan besøgende købe is og pølser på pladsen. Desuden vil der være masser af kaffe på kanden og kage til den søde tand.

Arrangementet varer fra klokken 12 til 17 lørdag eftermiddag.