Målmandskoks og sent FCM-nederlag i Aalborg

Ole Bitsch 

FC Midtjyllands mestre fortsat uden sejr i Superliga-sæsonen

FODBOLD FC Midtjylland er fortsat uden sejr i den nye Superliga-sæson.

Fredag aften tabte de forsvarende danske mestre med 1-2 på udebane mod AaB. På Aalborg Portland Park faldt det nordjyske sejrsmål efter et hjørnespark tre minutter før den ordinære spilletid udløb.

Efter et hjørnespark til hjemmeholdet fik FCM-keeper Jesper Hansen slået et hovedstød op på overliggeren, men riposten kunne Jannik Pohl sparke i nettet til stor jubel for hovedparten af de 6422 fremmødte tilskuere.

Netop Jesper Hansen kom i ufrivillig fokus i begyndelsen af anden halvleg. En lang, men tilsyneladende ufarlig bold frem mod FCM-teltet skabte unødvendig tøven hos den erfarne målmand. På kanten af feltet blev Hansen i tvivl om, han måtte tage hænder - i stedet fumlede ulvekeeperen læderet hen i fødderne af AaB’s Rasmus Thellufsen, der let udlignede til 1-1.

Det markante, men usædvanlige drop fra Jesper Hansen, der i sidste sæson var blandt mestrenes bedste aktører, fulgte i kølvandet på et andet målmandskoks. Det var fra kollegaen Jacob Rinne, nordjydernes svenske nummer 1.

Kort før pausen fejlbedømte Rinne et ballonhovedstød fra Paul Onuachu. Svenskeren troede tilsyneladende, at bolden gik forbi stolpen, men pludselig valgte målmanden at puffe kuglen direkte i kassen.

Føringen var fortjent. FC Midtjylland valgte fra første minut at stå højt med bagkæden - og med et højt og aggressivt pres. Det skabte et fint overtag, og tre afslutninger fra Onuachu inden for det første kvarter advarede om, at mestrene var komme til Aalborg for at tage teten.

Men udligningen og Jesper Hansens uheldige fejl vendte matchen på hovedet. AaB kom bedre med i en rodet anden halvleg, hvor mange hårde frispark og mange spilstop smadrede rytmen for begge hold.

Spillet vekslede frem og tilbage, men den kønsløse og til tider grimme kamp i Aalborg så ud til at ende uafgjort. Lige indtil slutfasen, hvor et AaB-hjørnespark for alvor ødelagde mestrenes sæsonstart.