Festival er klar: En hel dag med gratis open-air musik i Kulturgården

Henrik Øster-Jørgensen 

Open Air 2018 i Kulturgården leverer 12 koncerter på 12 timer

MUSIKOPLEVELSE Kultursæsonen begynder tidligt i år.

Allerede lørdag 18. august blænder Scene 7 og Rytmisk Musik Herning op for Open Air 2018 i Kulturgården.

I løbet af 12 timer kan man opleve 12 bands og solister - og det er helt gratis. Programmet er en blanding af helt nye og lidt mere rutinerede navne.

- Vi holder fast i og tror på, at Herning har et upcoming musikliv. Det er sindssygt vigtigt at kæmpe for, og det findes derude. Open Air-festivalen er et fedt format, for vi kan få bands ind, der måske kun kan to-tre numre, men så har de fået et publikum og er en del af noget, der er lidt større end os allesammen, siger Carsten Gjerløv, der er leder af Scene 7.

Skal ramme bredere
Det er andet år, der er Open Air i Kulturgården. Sidste år tog den lokale musiker, Lars Riis, initiativ til festivalen, men i år er det andre kræfter, der skal stå bag.

- Lars har længe ønsket, at sådan noget skulle ske. Han er den oprindelige idémand bag det. Lars kan med god samvittighed se på, hvad det er blevet til. Han er god til at få idéer, mens andre er gode til at løbe processen i mål. Det er frivillige, der står bag ved det hele, og det er det, der så fedt, siger Carsten Gjerløv.

- Vi har lært, at PR-delen skulle optimeres. Hele vores look omkring markedsføringen. Årets plakat rammer forhåbentlig mere bredt. Vi har prøvet os lidt frem som amatører uden så mange penge.

Lige som sidste år bliver det en bred buket af musiknavne.

Langt sejt træk
- Vi har unge navne som Cloud Nine, Regn og Chrono Haze, som kan ramme et ungt publikum, og det skal være kendetegnende ved festivalen. Vi skal også have rutinerede navne som Kjurious og De Frie Radikaler med. Det er vigtigt med lokale bands, men vi skal også have kræfter udefra. Så der er både bands herfra og fra Aarhus, fortæller Carsten Gjerløv.

Sidste år blev der spillet både uden- og indendørs.

- Der er en scene udenfor i år - ikke noget indendørs. Det hedder jo også »Open Air« ... Nu prøver vi det i år, og så tager vi det med i vores erfaringspakke. Skulle det gå fuldstændig i vasken med vejret, så har vi Scene7 til at redde det. Vi har også overvejet to udendørs scener, men det må vente, siger Carsten Gjerløv, der drømmer om, at mellem 500 og 800 kigger forbi i løbet af dagen.

- Det er godt, at tingene udvikler sig. Det behøver ikke at være perfekt fra starten. Det er det lange seje træk. Bliver det stort i år, ville det være fantastisk. Vi håber det, men forventer det ikke, siger han.

Carsten Gjerløv skal være konferencier, mens kulturformand Johs. Poulsen (R) tager sig af åbningstalen.