Tag med på byvandring om tekstileventyret i Midtjylland

Museum Midtjylland inviterer på byvandring med fokus på tekstilbranchen og jernbanen, der var med til at ekspandere tekstileventyret i Midtjylland

OPLEVELSE Torsdag 12. juli holder Museum Midtjylland temabyvandring om tekstil, jernbane, messer og uddannelse. Turen tager sin begyndelse ved Hakkelsesskæreriet i Dalgasgade. Herefter går turen op til banegården, hvor vi skal høre om de i alt tre banegårde, der har dannet rammen om togtrafikken til og fra Herning. Derefter går byvandringen forbi MCH Herning Kongrescenter og lægger efterfølgende vejen forbi Nørregade Skole, der husede den første tekstilmesse. Turen afsluttes i Nygade, hvor Midtjysk Tekstilskole tog sit udspring.

Jernbanen, tekstilmesserne og oprettelsen af en egentlig uddannelsesinstitution for folk, der var ansat inden for tekstilbranchen, var hver for sig og tilsammen betydningsfulde milepæle, der var med til at ekspandere og videreudvikle tekstileventyret i Midtjylland.

Jernbanen fik vokseværk
Formålet med anlæggelsen af jernbanen mellem Silkeborg og Herning i 1877 var at hjælpe de fattige og tyndt befolkede egne i Midtjylland. Banen fik hurtigt vokseværk og blev et vigtigt transportmiddel for den voksende tekstilindustri. Nu kunne fabrikanterne via toget få transporteret råvarer til deres små og store fabrikker, ligesom de kunne sende deres færdigproducerede varer retur.

Mod slutningen af Anden Verdenskrig fandt flere tekstilfabrikanter det nødvendigt at dygtiggøre deres medarbejdere til de stigende krav, som en moderne tekstilproduktion krævede. Resultatet blev Midtjysk Tekstilskole, som i 1945 startede i lånte lokaler hos Teknisk Skole i Nygade. Den udviklede sig senere til en egentlig dagsskole, og skolen blev grundstenen til TEKO – det nuværende VIA University College – hvorfra unge fra hele landet i dag kommer for at uddanne sig.

Den midtjyske tekstilbranche fandt det også nødvendigt at profilere sig mere offensivt i salgsøjemed. Den første tekstilmesse i 1947 havde været en stor succes, men der kunne ikke findes plads nok til at afholde den på ét sted. Det blev afhjulpet med åbningen af Herning-Hallen i 1954, der med tiden voksede sig så stor, at Herning blev kendt som hele Danmarks messeby.