Stolthed over syvendeplads ved DM

Mathilde Bach Callesen redaktion@herningbladet.dk 

KONKURRENCE I weekenden kulminerede flere ugers intensiv træning, da Linda Cramer med Maiken Dahl Hansen som assistent fra Birthes Blomster deltog i DM i blomsterkunst. Det blev til en delt syvendeplads for de to blomsterdekoratører, som konkurrede om guldet med 15 andre fra eliten inden for blomsterkunst i Danmark.

- Jeg er meget tilfreds med vores delte syvendeplads. Den placering kan vi kun være stolte af, siger Linda Cramer, der glæder sig over, at hun har været så heldig at få lov til at deltage i mesterskaberne.

- Det har været en rigtig fed læringsproces, hvor man har fået lov til at slå sig løs.

Opbakningen fra kollegerne kunne mærkes i weekeenden. Hele flokken fra Birthes Blomster, som for første gang var repræsenteret ved DM, var nemlig taget med til mesterskaberne i København for at heppe på de to blomsterdekoratører. Så selvom det ikke blev til en plads på podiet for makkerparret Linda Cramer og Maiken Dahl Hansen, kunne de glæde sig over både oplevelsen og en pokal fra deres chef Birthe Pedersen, indehaver af Birthes Blomster.