Ungt FCM-hold bankede Thisted 4-1

Kenneth Kristiansen 

Artem Dovbyk scorede to gange i træningskampen, som gav debut til tre FCM-spillere

FODBOLD Et reservespækket FC Midtjylland-hold vandt stensikkert med 4-1 over Thisted FC, da der onsdag eftermiddag var træningskamp på bane 7 i Ikast.

Flere af de unge fik markeret sig flot overfor cheftræner Jess Thorup og resten af trænerteamet her blot halvanden uge før sæsonstarten i Superligaen. Ikke mindst den ukrainske angriber Artem Dovbyk, der scorede to gange og hele tiden var pågående og målfarlig.

Første mål kom efter et lille kvarter, da Dovbyk dukkede op ved forreste stolpe efter et hjørnespark fra et af FCM’s nye ansigter, den svenske back Joel Andersson.

Efter en lille times spil øgede dagens med afstand mest rutinerede FCM’er, Tim Sparv, til 2-0, da også han fik sendt bolden ind tæt ved stolpen.

Kort efter kom FC Midtjyllands anden nye svensker, den 18-årige midtbanespiller Jens-Lys Cajuste på banen, og han var oplægger til 3-0-scoringen, da han stak bolden i dybden til Mayron George, der blev bremset i feltet, men Artem Dovbyk fulgte kvikt op og scorede for anden gang i kampen.

Ligesom de to svenskere var det i øvrigt også Mayron Georges første optræden i FCM-trøjen.

Få minutter før tid øgede indskiftede Jibril Abubakar til 4-0, men kort efter fik Thisted reduceret direkte på et frispark fra venstre side af banen, signeret den tidligere FCM-akademispiller Mads Vang.