Ny plejehjems-aktivitet kommer fra Holland

Herning Kommune har fået en ny teknologi på sine skærmede afdelinger. En teknologi som er skræddersyet som aktivitet til personer med demens

HERNING En ny teknologi er nu taget i brug på fire af kommunens skærmede enheder, der blandt andet huser borgere ramt af svær demens. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Teknologien hænger oppe under loftet, og på siden står der ToverTafel. Det er hollansk og betyder noget i retning af »Det Magiske Bord«.

Kort fortalt er ToverTafel en slags intelligent projekter, der sender billeder ned på et bord. Billeder bliver påvirket af bevægelser, og beboerne kan eksempelvis få virtuelle sæbebobler til at briste eller børste efterårsblade væk.

- Jeg talte om demensrettede indsatser med en herboende hollænder, som blandt andet kom ind på ToverTafel. Hollænderne er langt fremme i arbejdet med borgere med demens, og jeg noterede mig derfor navnet. I 2017 så jeg så ToverTafel på en velfærdsteknologimesse i Aarhus, og så undersøgte vi muligheden for at få indkøbt et par eksemplarer. Det lykkedes heldigvis, fortæller Birthe Lodahl Haxholm, innovations- og udviklingskonsulent i Staben for Sundhed og Ældre, Herning Kommune.

Fællesskab er svært at opnå
Lindegården Plejecenter er et af stederne, der har taget ToverTafel til sig, og her mærker de en tydelig effekt.

- Vi kan godt have udfordringer med at finde meningsfulde aktiviteter til borgerne med svær demens. De har ligesom alle andre brug for at blive stimuleret fysisk og kognitivt for at have det godt, og her har vi virkelig gavn af vores nye teknologi. Det fine ved ToverTafel er desuden, at beboerne hurtigt bliver en del af spillet, og vi oplever rent faktisk et fællesskab rundt om bordet. Det er ellers normalt vanskeligt at opnå hos denne gruppe borgere, fortæller centerleder Eva Østergaard.

Som en sidegevinst er ToverTafel også en aktivitet, beboerne kan være sammen med de pårørende om.

Den hollanske teknologi ToverTafel findes på Fuglsangsø Centret, Toftebo Plejecenter, Engholm Centret og Lindegården Plejecenter.