FCM udlejer ung angriber

FC Midtjyllands unge færing spiller næste sæson i FH Hafnarfjordu

FODBOLD FC Midtjylland-angriberen Jákup Thomsen udlejes i det kommende halve år til den islandske klub FH Hafnarfjordur. Det oplyser FCM i en pressemeddelelse.

20-årige Jákup Thomsen kom til FC Midtjylland i 2013 fra Thorshavn på Færøerne, og han har blandt andet på klubbens U19-mandskab vist sig som en målfarlig og hårdtarbejdende angriber.

Nu er han i resten af sæsonen udset til at hjælpe FH Hafnarfjordur, som sidste sæson sluttede som nummer tre i den bedste islandske række, Urvalsdeild.

- Det er en mulighed for Jákup i forhold til at vise sig frem og fortsat udvikle sig som fodboldspiller, siger FCM-sportschef Svend Graversen i pressemeddelelsen om angriberen, som tidligere har været på lejeophold i Skive IK og Thisted FC.

Udover kampene i Urvalsdeild venter der ligeledes Jákup Thomsen europæisk fodbold, for 19. juli træder den islandske klub ind i kvalifikationen til Europa League, hvor FC Lahti fra Finland er modstanderen.