Ung australier slået ned og indlagt med hjerneskader

herning En 20-årig australier er indlagt på intensiv afdeling på sygehuset med tre mindre hjerneblødninger, efter han tidligt mandag morgen blev slået ned foran MCH Herning Kongrescenter.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at han var sammen med to andre jævnaldrende australiere. Ud for kongrescentret lettede han sin nødtørft ned i en rist.

Det faldt fire unge mænd, der kom forbi i samme øjeblik, for brystet. De fire - en dansker og tre af anden etnisk herkomst end dansk - kom i slagsmål med de tre australiere.

Under tumulten blev den 20-årige australier væltet omkuld og stødte hovedet så hårdt i jorden, at han fik en hjerneblødning.

Vidner til slagsmålet, der fandt sted kort før klokken to mandag morgen, så de fire overfaldsmænd løbe væk med retning mod McDonald’s på Silkeborgvej. Undervejs råbte en af dem »ta’ hætterne op«.

Vidner kan ikke give et nærmere signalement af de fire.