FCM-talent får lejeaftale i Æresdivisionen

Den unge tekniker spiller næste sæson hos S.B.V. Excelsior i Holland

FODBOLD I sidste sæson havde 20-årige Mikael Anderson et succesrigt lejeophold hos Vendsyssel FF i den danske 1. division, og på den baggrund, sammenholdt med en flot opstartsfase hen over sommeren i FC Midtjylland, er han nu klar til langt større udfordringer.

Det får Mikael i det kommende år hos S.B.V. Excelsior, som sidste sæson sluttede som nummer 11 i den hollandske Æresdivision. Det oplyser FCM i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad og stolt, og jeg er samtidig bevidst om, at det er stort skridt – jeg går jo nærmest fra den danske 1. division til den hollandske Æresdivision – men jeg føler, jeg er klar til udfordringen, siger Mikael Anderson i pressemeddelelsen.

Udlejningen skal ikke ses som et udtryk for, at den kreative midtbanespiller er på vej væk fra FC Midtjylland – snarere tværtimod, understreger sportschef Svend Graversen.

- Vi tror fuldt og fast på Mikael, hvilket vi altid har gjort, og vi ser opholdet i Æresdivisionen som en mulighed for, at han udvikler sig endnu mere, så han om et år er klar til at træde direkte ind på holdet her i FC Midtjylland. Mikael gjorde det flot i Vendsyssel, han har haft en rigtig fin sommeropstart, så vi ser frem til at følge ham i Holland – blandt andet mod sin tidligere holdkammerat i skikkelse af Rasmus Nissen i Ajax, siger Svend Graversen.