Sparvs flugter fældede svenske mestre

Jørn Just Kristensen 

Tim Sparv blev matchvinder med et drømmemål, da FC Midtjylland slog de svenske mestre, Malmö FF

FODBOLD Tæt på 800 tilskuere så fredag eftermiddag FC Midtjylland vinde 2-1 over Malmö FF på Vildbjerg Stadion.

De svenske mestre kom ellers foran tre minutter før pausen, da rutinerede Markus Rosenberg scorede på et straffespark, som FCM-keeper Jesper Hansen begik på Malmös danske forsvarer, Lasse Nielsen.

Føringen holdt til pausen efter en tæt første halvleg, der var mere rig på intensitet og dueller end velsmurt pasningsspil.

Men i anden halvleg vendte FC Midtjylland slaget. Velspillende Bubacarr Sanneh pandede et perfekt hjørnespark fra Jakob Poulsen i nettet til 1-1.

Og godt et kvarter før tid blev Tim Sparv matchvinder med ét af sine sjældne, men ofte smukke mål. Sparv flugtede bolden i mål fra feltkanten med et hårdt, men kontrolleret spark - uden chance for den tidligere FCM-keeper Johan Dahlin i Malmö-målet.

FCM skiftede meget ud på holdet i løbet af kampen og fik 21 spillere på banen i alt, mens de svenske mestre holdt hele A-kæden på banen i det meste af kampen. Malmö genoptager nemlig turneringen i Sverige allerede i næste weekend, når holdet lørdag 7. juli spiller på udebane mod Sirius i Allsvenskan.

FCM spiller træningskamp igen i morgen. Det er imod FC Fredericia. Kampen spilles i Ikast.

Læs mere om kampen samt reaktioner fra Jess Thorup og Johan Dahlin lige her på .