AU Herning fejrede cand.polyt nummer 400

Den nyuddannede ingeniør Emil Kjær Petersen har allerede sikret sig et fuldtidsjob

UDDANNELSE I denne uge fik Emil Kjærgaard Petersen sin endelige karakter og kunne kalde sig for cand.polyt. Ingeniør-titlen i sig selv var gevinst nok for den nyudklækkede dimittend, men alligevel ventede der ham en overraskelse, da han forlod eksamenslokalet.

Emil Kjærgaard Petersen var nemlig nummer 400 i rækken af cand.polyt.-uddannede i Herning, siden uddannelsen startede for blot få år siden. Meget tyder på, at der vil komme mange flere med den titel.

- Jeg har mange studiekammerater i Aarhus, der overvejer at gøre det samme som mig, fortæller den glade og lettede dimittend i en pressemeddelelse.

Ikke tid til sommerferie
Selv om Emil Kjærgaard Petersen nu kan lægge eksamenspapirer og bøger til side, giver han ikke sig selv nogen lang sommerferie.

- Jeg skal faktisk tilbage på mit arbejde allerede på torsdag, siger han, mens han forklarer, at han allerede har arbejdet et stykke tid hos Aarhus-virksomheden Draupner Graphics, og at han er så heldig at have fået en fastansættelse fra 1. juli.

Jobbet har også spillet en stor rolle i Emil Kjærgaard Petersens studietid, og var også emnet i hans speciale, som han netop har forsvaret.

- Jeg lavede et projekt for min arbejdsplads, hvor jeg skulle forbinde touchgrafik med IoT via embedded divices via Amazon. Målet var at vise, at det ville være muligt at forbinde mit arbejdsprodukt til det nyeste setup på Amazon, fortæller den nye cand.polyt.

Aarhusianer i Herning
Med en baggrund som elektroingeniør valgte Emil Kjærgaard Petersen at læse videre et halvt år som forretningsingeniør i Aarhus, da han blev tilbudt at komme til Herning og færdiggøre sin kandidat.

- Jeg fik et halvt års merit, og så fik jeg muligheden for at arbejde med det forretningsmæssige omkring teknologien og forbinde det med alt det, jeg allerede havde lært. Det har givet mig en mulighed for at lære en masse nye aspekter omkring at være ingeniør, og hvordan jeg kan kombinere de to ting. Jeg behøver ikke kun at udvikle, siger han.

Emil Kjærgaard Petersen vil sammen med 54 andre cand.polyt.-dimittender få overrakt sit eksamensbevis ved en stor dimissionsceremoni i dag, fredag, på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi (AU Herning).