Danske håndboldmænd får overkommelig pulje ved VM i Herning

Danmark er i pulje med blandt andre Norge ved VM næste år. Danskerne åbner mod Chile i Royal Arena

HÅNDBOLD Heldet var med det danske herrelandshold i håndbold ved lodtrækningen til næste års VM-slutrunde i Danmark og Tyskland.

Danmark kommer i den indledende gruppe op imod Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi-Arabien, og det ligner umiddelbart en tvekamp mellem Danmark og Norge om gruppesejren.

Nikolaj Jacobsens tropper skal spille gruppekampene i Boxen i Herning med undtagelse af åbningskampen mod Chile, der bliver afviklet i Royal Arena i København.

På forhånd var fire hold blevet placeret i hver sin gruppe, så det stod allerede inden trækningen klart, at Sveriges gruppe spilles i Royal Arena i København, Tyskland får hjemmebane i Berlin, mens Kroatien spiller i München.

Lodtrækningen på Københavns Rådhus blev foretaget af danske og tyske håndboldprofiler som Mads Mensah Larsen, Lasse Svan, Niklas Landin, Dominik Klein, Stefan Kretzschmar og Heiner Brand.

De sammensatte følgende puljer:

Gruppe A: Frankrig, Tyskland, Rusland, Serbien, Brasilien, Sydkorea

Gruppe B: Spanien, Kroatien, Makedonien, Island, Bahrain, Japan.

Gruppe C: Danmark, Norge, Østrig, Tunesien, Chile, Saudi-Arabien.

Gruppe D: Sverige, Ungarn, Qatar, Argentina, Egypten, Angola

VM spilles fra 7. til 29. januar 2019.

/ritzau/