120 kilometer tilbage: Dan Nielsen tæt på drømmen

Jørn Just Kristensen 

45-årige Dan Nielsen fra Sinding er bare 120 kilometer fra at fuldføre Race Across America

ULTRACYKLING Der skal ske noget usædvanligt, hvis Dan Nielsen fra Sinding ikke skal nå sin drøm og mål om at gennemføre verdens hårdeste cykelløb, Race Across America.

Den 45-årige ultrarytter fra Sinding er nu bare 120 kilometer fra målstregen i det 4940 kilometer lange cykelløb.

Han er inde i staten Maryland nu, hvor målet venter i kystbyen Annapolis. Og tidsgrænsen er ikke længere noget problem, for han har stadig 11 timer at gøre godt med.

Dan Nielsen ligger aktuelt på femtepladsen i sin klasse - mænd under 50 år. Han er årets bedste dansker i løbet - et lille stykke foran Andy Christensen.

Undervejs i løbet har Dan Nielsen kæmpet voldsomt med søvnmangel og et hedeslag gennem ørkenen, men nu tyder alt på, at han klarer den og når sit mål i Annapolis i eftermiddag dansk tid.