Herning-løber vandt på hjemmebanen

LOKALSPORT I søndags blev femte og sidste af deling af Midtjysk Ungdoms Liga afholdt i Momhøje Plantage mellem Kibæk og Fjelstervang. Victoria Hauge Nielsen fra Herning Orienteringsklub kunne kalde sig vinder af klassen D10-B. Hun løb i søndags ind på en andenplads i tiden 26:10, hvilket var bare 19 sekunder efter vinderen.

Midtjysk Ungdoms Liga har stået på i løbet af foråret, hvor ungdomsløbere fra Midt- og Østjylland har dystet i fem forskellige skove med fem forskellige arrangørklubber.

Det var Herning Orienteringsklub, der stod for arrangementet, hvor 87 løbere stod klar på startstregen, inden vinderne fik overrakt deres pokaler som vindere af Midtjysk Ungdoms Liga 2018. Derudover var der medaljer til alle fremmødte løbere, der havde deltaget i minimum tre afdelinger.

Stævnekontrol Kim B. Schmidt fra Herning Orienteringsklub nød dagen.

- Vi havde en rigtig god dag i skoven, med besøg af mange ungdomsløbere. Det var en fornøjelse at se, hvordan de kæmpede på banerne. Og så er det jo altid fedt, når en af klubbens unge vinder en pokal, siger han.