Mand filmet med pistol i hænderne

Herning En 23-årig herningenser vakte mandag aften omkring klokken 21.15 opsigt, da han sad på trappetrinnet foran hovedindgangen til politigården i Nørregade med en pistollignende genstand i hænderne.

Et vidne optog en video, som siden er blevet delt på det sociale forum Snapchat. Optagelserne viser tydeligt, at den unge mand sidder og vender en sort, pistollignende genstand i hænderne.

En hundepatrulje fra politiet kom forbi politigården og opdagede manden, og da betjentene tog kontakt til ham, viste genstanden sig at være en hardballpistol.

Betjentene tog sig af den 23-årige mand, som blev vurderet til at være uligevægtig. Han skulle ikke have truet nogen med pistolen.