Herning er en del af VM-storskærmstouren

Herning City danner ramme om VM-fodbold på storskærm og en masse festlige aktiviteter

FODBOLD-VM Torsdag begynder verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland, og det er med Danmark som deltager. I den anledning sender Dansk Boldspil Union - DBU - en storskærmstour ud til fire byer, og den kommer blandt andet til Herning, hvor Danmarks gruppekampe bliver vist på storskærm. De øvrige værtsbyer er København, Horsens og Odense.

Udover VM-fodbold på storskærm vil DBU underholde med fartmåler og speedcage, hvor fodboldspillere kan måle fart og præcision på deres skud.

Verdensmesterskabet i straffe
For femte år i træk gives bolden op til VM i straffespark. Her er der mulighed for at spille med om præmier som eksempelvis en fodboldrejse til en værdi af 25.000 kroner.

Der sparkes på et 11-mandsmål, og underlaget er et speciallavet græstæppe, som lægges over hele banen, således at målmanden uden problemer kan kaste sig efter bolden.

Straffesparksturneringen spilles i 10 forskellige byer, hvor de tre bedste deltagere fra hver værtsby kvalificerer sig til finalestævnet.

VM i straffe er for alle over 18 år og finder sted på Torvet 20. juni.

Dagen efter - torsdag 21. juni - spiller Danmark mod Australien, og den kamp vises på storskærm. Her er der samtidig mulighed for at deltage i Fodboldens Dag ligeledes på Torvet.

Fodboldens Dag hylder fodbolden og Danmarks deltagelse ved VM i Rusland. Her kan man opleve god stemning med musik, konkurrencer og en masse gratis fodboldaktiviteter, som eksempelvis FIFA 18- turnering på Playstation 4, en driblebane, speed cage, Carlsberg Goal Shot konkurrence og en Crossbar Challenge.

Det er på lørdag, at Danmark indleder sit VM med kampen mod Peru. Den kamp vises på en storskærm på Tinghuspladsen. Torsdag 21. juni gælder det altså Australien, mens Frankrig venter i den sidste gruppekamp, som spilles 26. juni. De to sidste kampe vises på Torvet.