Lokale kroketklubber og DGI holder åbent hus: Undervurderet sport

HERNING Kroket er en sikker havefavorit. Vil du tage spillet til næste niveau, kan du lørdag 16. juni komme til åbent hus i en af Herningegnens mange kroketklubber.

Midtjylland er generelt stærkt repræsenteret, når det kommer til kroketklubber. Lørdag er der mulighed for at spille i Hammerum, Sunds, Simmelkær, Lind, Sinding, Aulum, Kibæk og Vildbjerg. Alle steder stiller køller og kugler til fri afbenyttelse.

Spillet kræver både taktik, teknik og boldøje, men er samtidig en sport, hvor de fleste kan være med. DGI er medarrangør og håber med dagen at udbrede kendskabet til sporten:

- I DGI glæder vi os over at afholde det første Krocketsportens Dag sammen med landets klubber og få sat kroket på Danmarkskortet, siger Kirsten Pilgaard, formand for idrætsledelsen i DGI Krocket.

Kroketsporten er en gentlemansport, hvor der stadig er plads til at tyre sin modstanders kugle ad Pommern til. Så hvem skal du dyste mod og med på lørdag?