FCM køber Silkeborg-profil

Jørn Just Kristensen 

De danske mestre går på hugst hos nedrykkerne fra Silkeborg IF og henter ung, talentfuld midtbanespiller

FODBOLD 21-årige Sammy Skytte skifter fra Silkeborg IF til FC Midtjylland. Det skriver Midtjyllands Avis på sit nyhedssite, mja.dk.

Den unge midtbanespiller kommer dog ikke til at spille for de danske mestre i den kommende sæson. Han bliver nemlig direkte udlejet til Superligaklubben AC Horsens ifølge Midtjyllands Avis.

Netop Horsens bidrog i sidste sæson godt til Mads Døhr Thychosens udvikling, da backen var udlejet til den østjyske klub.

Sammy Skytte fik i den forgangne sæson 29 kampe for Silkeborg IF i Superligaen og DBU Pokalen - heraf 22 fra start. Han imponerede især i efteråret, mens hans forår var mindre prangende hos de senere nedrykkere.

Den unge midtbanespiller har været på samtlige danske ungdomslandshold fra U17 og op og er aktuelt en del af U21-landsholdet.

Det vides ikke, hvad FCM må betale i transfersum, men Skytte havde halvandet år tilbage af sin aftale med Silkeborg IF, så der tilfalder en sum til Superliganedrykkerne.