Politiet er klar med et hav af bøder til vanvidsbilist. Foto: Martin Ballund

Indbrudstyv i Herning blev genkendt og anholdt

Palle Heering Nielsen 

En 35-årig mand blev fredag anholdt og sigtet. Han blev løsladt, men politiet skal sandsynligvis have fat i manden igen

HERNING I fredags modtog politiet en anmeldelse om, at der blev kastet en sten mod facaden hos Nyt Syn i Bredgade 15.

Samme vidne kunne senere oplyse, at gerningsmanden var på en restaurant i byen. Derfor kunne politiet rykke ud og anholde en 35-årig mand fra Herning.

Han er sigtet for forsøg på indbrud, og det er han i forvejen kendt for. Han fik senest dom i december 2017.

Politiet løslod manden, men da politiet hen over weekenden modtog anmeldelser om lignende indbrud, kan den 35-årige mand forvente en ny snak med ordensmagten.

- Det kan være, at han har andre forhold på samvittigheden, siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Byttepenge stjålet
Fredag aften eller natten til lørdag blev der begået indbrud hos New Cut i Skolegade, og det skete, da en sten blev kastet gennem en rude. Udbyttet blev byttepenge fra kasseapparatet.

Hos Brasseriet i Skolegade var en rude også blevet knust. Alarmen gik, og der er ikke meldt noget stjålet.

I Bethaniagade blev en rude forsøgt knust hos Kirkens Korshær, og i Bredgade var en rude blevet knust hos restauranten Baghuset.

En Acer computer samt fire-fem flasker vin er meldt stjålet.