Ugelang kulturfest lige om hjørnet

MULTI-KULTUR Musik, teater, poetry-slam, workshops, billedkunst, bevægelse - og meget, meget mere.

Når »Kulturfest Herning - Tæt på solen« rammer Herning Kommune på lørdag og en uge frem, bliver det en uge fyldt med aktiviteter for såvel store som små.

I alt er der planlagt 60-70 forskellige kulturelle indslag til festen, og festlighederne skydes i gang med blandt andet Rock i Aulum, hvor kommunens ungdomsskole-bands kæmper om titlen som bedste band - og vinderne får muligheden for at optræde på Torvet i Herning.

I Herning midtby bliver lørdag også en festlig dag med Garmin Challenge Herning - DM i Triatlon, hvor der også er aktiviteter og Kids Zone for tilskuerne, og Finish Line Party med livemusik om aftenen.

Kulturfesten kulminerer lørdag 16. juni, hvor Herning bymidte vil summe af kulturelle aktiviteter. I Kulturgården ved Huset No7 i Nørregade er der planlagt et omfattende program for børn og barnlige sjæle.

Man kan også tage til Reggae Summer Splash ved Kontrast i Rådhusgården, Tamilsk Kulturdag eller ordmarked på biblioteket, mens Torvet vil være scene for en række koncerter.

Som nævnt vil vinderen af Rock i Aulum optræde, ligesom der vil være en hyldestkoncert til solen med blandt andre Poul Krebs, Signe Svendsen og Frederik Vedersø. Derudover vil der blive opført en solsang fra Vildbjerg komponeret til Kulturfest Herning - Tæt på Solen.

Laid Back, som blev et af dansk musiks største internationale navne med hittet »Sunshine Reggae«, indtager ligeledes scenen. Bandet vil give en tre kvarter lang performance, og inden da kan herningenserne opleve rytmerne fra den dansk-malisiske musiker, bassist, sanger og komponist Moussa Diallo fra scenen.

Motorcykler, beach-håndbold og storskærm
Ud over de mange kulturelle arrangementer vil 16. juni også byde på forskellige indslag på byens pladser. På Poulsens Plads vil der være en stor udstilling af motorcykler. På Torvet er der finale i den årlige beachhåndbold-turnering, og sandet fra håndboldbanen bliver naturligvis liggende, så Torvet omdannes til en strand-scene under Kulturfesten.

På Tinghuspladsen vil DBU komme med fodboldunderholdning samt en storskærm, der viser det danske landsholds første VM-kamp Peru. Og en dansk sejr må jo siges at være et meget fint punktum for »Kulturfest Herning - Tæt på solen«.