EM-guld til Herning-bryder

Jørn Just Kristensen 

OL-håbet Rajbek Bisultanov fra Herning Brydeklub vandt tirsdag aften EM-guld med en suveræn finale-præstation

BRYDNING Grundlovsdag 2018 vil aldrig blive glemt i familien Bisultanov fra Herning.

Ældstesønnen Rajbek Bisultanov opnåede her til aften sin karrieres hidtidige højdepunkt, da herningenseren vandt EM-guld i 77 kiloklassen for U23-brydere.

Finalepladsen sikrede den 23-årige herningenser sig med tre flotte sejre mandag, og arbejdet blev gjort færdigt i suveræn stil tirsdag aften.

Bisultanov åbnede finalen i højeste gear og scorede hurtigt fire point for et stående greb. Kort efter fik modstanderen - russiske Ismail Saidkhasanov - en pointstraf for passivitet, og inden pausen nåede Rajbek Bisultanov et kast til to point, så stillingen var overbevisende 7-0.

Anden periode blev til gengæld anderledes pointfattig. Russeren scorede et enkelt point, men var aldrig i nærheden af at forhindre den danske triumf.

Det er Rajbek Bisultanovs første guldmedalje ved et EM eller VM, og det er endnu en bekræftelse af, at den talentfulde dansk-tjetjener udvikler sig lovende frem mod sit store mål om OL i Tokyo 2020.

Ved EM-stævnet i Istanbul var det ikke blot den suveræne finalesejr, der imponerede. Det var i ligeså høj grad semifinalesejren over hjemmebanefavoritten Fatih Cengiz. Tyrkeren vandt sidste år VM-guld for U23-brydere og VM-bronze for seniorer. Men Rajbek Bisultanov leverede en stærk præstation og vandt 6-3 - blandt i kraft af fire point for en såkaldt »flyvende mare«.