Kunst, kaffe og kirkekoncert

Lene Toksvig 

Årets udflugt med støtte-foreningen Ensemblets Venner går til Videbæk, og alle er inviteret til at deltage

VENNEKONCERT Søndag 10. juni er det tid for den årlige koncertudflugt for Ensemblets Venner, som er støtteforening for Ensemble Midtvest. Denne gang går turen til Videbæk og Vestjyllands Kunstpavillon.

- Det er rigtig interessant med den nye tilbygning, Arne Haugen Sørensen-museet, så jeg håber, der kommer mange - det er et super spændende arrangement, siger Henny Rønnow, som er næstformand i Ensemblets Venner.

Det er efterhånden blevet en tradition, at støtteforeningen, som er ambassadør for den klassiske musik i Region Midtjylland, hvert år står for et arrangement, hvor musikerne i Ensemble Midtvest står til rådighed. Man prøver at fordele udflugtsmålene, så alle egne af regionen tilgodeses, så i de senere år har man blandt andet besøgt Højskolen Skærgaarden samt Venø, og næste år går turen til Lemvig. Men først skal der altså lige gøres stop i Videbæk.

Dagen begynder klokken 13, hvor museet åbner dørene, hvorefter man har tid til at gå rundt og nyde både udstilling og ikke mindst de smukke omgivelser. Klokken 14 er der rundvisning på museet, inden kaffen skal drikkes en times tid senere. Under kaffen kan man høre en fortælling om museet. Arrangementet fortsætter så i Videbæk Kirke, hvor ensemblet står klar til at give koncert.

Henny Rønnow håber, at mange kommer og lytter med.

- Arrangementet er ikke kun for vennerne - det er for alle, for det er jo også et tiltag for at få nye venner, understreger hun.

Hvis man ønsker at være med til »hele pakken«, skal man tilmelde sig arrangementet, så der er kaffe nok til alle. Det kan man gøre på Ensemble Midtvests hjemmeside eller ved henvendelse til Henny Rønnow. Hvis man kun ønsker at overvære koncerten, møder man blot op i Videbæk Kirke klokken 16.

- Det bliver en god tur - det bliver en dag med kunst, kaffe og kirkekoncert, konstaterer Henny Rønnow.