Red Barnets genbrugsbutik søger frivillige

Under mottoet barn til barn, har Red Barnets genbrugsbutik i Herning haft et fint første år, men butikken vil gerne have flere frivillige

FRIVILLIGHED »Har du fire timer om ugen, og har du lyst til at blive en del af Red Barnets hyggelige frivillig-team, så kontakt os«.

Sådan lyder den klare opfordring fra lederen af Red Barnets genbrugsbutik i Herning, Anne Olesen. Genbrugsbutikken, der sælger børnetøj, har nu ligget i Vestergade i et år, og Anne Olesen melder om et fint år. Imidlertid ser lederen gerne endnu flere frivillige. Målet er at blive Hernings foretrukne indkøbssted for brugt kvalitetstøj, legetøj, klapvogne og meget andet.

Konceptet i Red Barnets genbrugsbutik - under mottoet fra barn til barn - går ud på, at familier afleverer deres børns aflagte tøj, udstyr og legetøj i butikken, hvor andre efterfølgende kan købe det billigt og dermed glæde andre børn. Overskuddet går i sidste ende til at hjælpe udsatte børn.

Fællesskab og oplevelser
Det er Red Barnets lokalforening i Herning, der står for butikken. Hver måned arrangerer lokalforeningen oplevelser og ture for børn, der har det svært. 25 procent af overskuddet går til Red Barnets familieoplevelsesklub. Formanden for Red Barnet Herning, Uffe Hansen, kalder familieoplevelsesklubben for en mulighed for at opleve et positivt fællesskab.

- Her kan familier med begrænset netværk få nye venner i deres lokalområde, og vi giver både voksne og børn mulighed for at lege, have det sjovt og få gode oplevelser sammen, siger Uffe Hansen.

Hvis man ønsker at høre mere om frivillig-teamet, holder Red Barnet Herning informationsmøder for interesserede mandag 4. juni og torsdag 7. juni. Det foregår i butikken i Vestergade.