Kim Harris stopper hos MCH

MUSICAL Herning Kongrescenter skal finde sig en ny instruktør til deres musicals.

- Efter moden overvejelse har jeg besluttet at stoppe samarbejdet med Herning Kongrescenter/MCH pr. dags dato. Efter 15 gode år i Herning har jeg valgt at opprioritere mit job som leder af musical og teaterlinjen ved Dansk Talentakademi i Holstebro. Herudover har jeg modtaget flere tilbud om instruktionsopgaver, som jeg også ønsker at få tid til, skriver Kim Harris til Kulturmagasinet i en mail.

Noget ganske særligt
- Min tid i Herning har været meget berigende og jeg har nydt at samarbejde med kvalificerede og engagerede medarbejdere, der, ligesom jeg, har brændt for at gøre MCH’s egenproduktioner til noget ganske særligt. Jeg har været meget stolt af og tilfreds med de produktioner, som det kreative team og jeg har formået at levere. Det er således ikke uden vemod, at jeg siger farvel til 15 gode, givende år og en arbejdsplads, der er noget ganske særligt. Jeg ønsker Herning Kongrescenter held og lykke med de kommende produktioner, understreger Kim Harris.

MCH har modtaget opsigelsen med beklagelse.

- Kim har haft en helt afgørende betydning for MCH’s egenproduktioner gennem 15 år. Vi er meget taknemmelige for den store indsats, han har ydet – og han vil blive savnet. Vi ønsker ham alt muligt held og lykke med de nye muligheder, han har takket ja til, lyder det fra Nicki Quist, leder af kultur hos MCH.

Kulturmagasinet vil snarest tage en snak med Kim Harris om hans fremtisplaner.