Mads langer inviterede pigerne på fredagscafe

phh@herningfolkeblad.dk 

En selvsikker Mads Langer åbnede Herning Rocker med en stabil optræden, der kontinuerligt kastede kvindehvin af sig

Af Philip Horup

FESTIVAL Mads Langer har dametække, som kun mænd med guitar kan have det. Veloplagt og med selvsikker attitude gik han på scenen som den første til årets Herning Rocker.

Et kampråb lød bag scenen, og derefter trådte Mads Langer og hans hold af musikere og korsangere frem. Det var en lækker opstilling, der forkælede publikum med fuldt band, og selv de nye uudgivne sange sad spillemæssigt i skabet.

Koncerten startede ud i et blødt tempo, og der var forholdsvis få mennesker på plads ved koncertstart. Forreste række bestod af omkring 40 piger og en enkelt langhåret dreng.

Åbningsnummeret var »Elephant«, der handler om at føle sig som en elefant i en porcælænsforretning. Altså malplaceret. Det virkede ikke til, at teksten stod på mål med Mads Langers følelse på scenen. Han lyste således op i et stort smil, som han færdiggjorde nummeret.

- Det er en ære at få lov til at åbne Herning Rocker, lød ordene fra den solbrillebærende crooner.

Over de seneste mange somre har Mads Langer vist sig som en utrolig stabil performer, og på Herning Rocker var det ingen undtagelse, hvor han leverede en solid optræden.

Publikum fik en særdeles lang udgave af »København«. Har du nogensinde set København fra et dc9? spurgte Langer fra scenen. Som spørgsmålet kom for 37. gang, fik man opfattelsen, at Mads Langer var rimelig ligeglad med svaret. Nej, Mads det har jeg ikke,,,

Især den sidste halvdel af koncerten forløb i et mere smooth tempo, hvor der ikke blot blev hvinet fra publikum, men rent faktisk sunget på et rimeligt udmærket niveau fra Herning-publikummet. Noget krøltoppen på scenen ligeledes bemærkede og roste:

- Jeg ville ønske, I sang endnu mere, lød anmodningen.

Det tog en stor gruppe trofaste fans seriøst, og der var godt gang i dansen og sangen forrest. Mads Langer udpegede en ekstra entusiatisk fan.

- Sådan! Råbte hun begejstret, mens highfivesne og lykønskningerne væltede ind fra resten af tøserne i gruppen.

Numrene er skåret efter samme stykke, men der er ørehængere og sommerbaskere nok at tage af for den rutinerede sanger,

Som fredagscafeer er bedst, udviklede stemningen sig således over koncertens spilletid. Fra hygge og sniksnak blandt publikum i starten overtil fællessang og dans, som koncerten skred frem.