Ny formand for HK Kommunal MidtVest valgt efter kampvalg

Lene Buhl blev onsdag valgt på en ekstraordinær generalforsamling i HK-Huset i Herning

FAGFORBUND Lene Buhl, der er lægesekretær hos Hospitalsenheden Vest, blev valgt til ny formand for HK Kommunal MidtVest, da der onsdag var ekstraordinær generalforsamling i HK-Huset i Herning. Hun blev valgt til posten efter kampvalg med Tina Birkeholm, der erhvervsvejleder og ansvarlig for drift og udvikling af Jobklubben i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Til stede på generalforsamlingen var 103 stemmeberettigede medlemmer, og der blev tale om et tæt løb mellem de to kandidater, idet Tina Birkeholm fik 45 stemmer, mens det blev til 58 stemmer til Lene Buhl, der dermed blev valgt.

På valg igen næste år
Den nye formand er valgt for en periode på et år - sektorformændene i HK MidtVest er på valg igen i 2019 - og hun glæder sig til at varetage interesserne for de godt 5000 medlemmer af HK Kommunal MidtVest.

49-årige Lene Buhl, der bor i Viborg, er desuden fællestillidsrepræsentant for alle HK’erne på Hospitalsenhed Midt. Hun vil som ny formand for HK Kommunal MidtVest blandt andet arbejde for, at kompetenceudvikling og synlighed bliver styrket.

- Digitalisering kan løse mange rutinemæssige opgaver, og derfor er det vigtigt, at vi er nytænkende overfor nye opgaver, der ligger lige for at gribe, og som stadig bedst løses af HK’ere. Dette arbejde vil jeg gerne sætte mig for »bordenden« af, siger hun i en pressemeddelelse.