Herning Rocker-optakt: Dizzy lukker festen

Dizzy Mizz Lizzy

Store scene

Lørdag 22.45

ROCK Man kan vel godt kalde Dizzy Mizz Lizzy hovednavnet på Herning Rocker, eftersom at det er overladt til dem at lukke festen ordentligt ned lørdag aften.

Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis-Larsen overraskede mange, da de i for to år siden udgav »Forward In Reverse«; deres første album med nye sange i godt 20 år.

Den lange pause havde været god for deres kreativitet, og publikum kvitterede ved både at købe albummet ind på hitlistens førsteplads og strømme til bandets koncerter i titusindevis.

- Vi var meget glade og taknemmelige for den respons, vi fik for albummet og vores koncerter, hvor publikum tog så godt imod vores nye sange. Det var et sandt energiboost til vores fornyede samarbejde, afslører Tim Christensen i en pressemeddelelse og tilføjer, at eventyret dermed ikke sluttede ved den sidste koncert:

- Vi var stadig sultne og inspirerede, da turneen var forbi, og havde alle tre en stor lyst til at fortsætte de gode takter i studiet, fortæller han.

Udødelige sange
Resultatet udkommer formentlig på et album senere i år, men Dizzy Mizz Lizzy kan ikke vente med at præsentere nogle af de helt nye sange for deres store og trofaste publikum, og derfor har gruppen valgt at turnere rundt i det danske sommerland i 2018 - men publikum bliver heller ikke snydt for at høre de gamle klassikere eller det bedste fra »Forward In Reverse«.

Det forpligter at have skrevet udødelige sange som »Waterline«, »Silverflame«, »Love Is A Loser’s Game« og alle de andre gode gamle, der var soundtrack for en hel generation i 1990’erne.

- Man kan sige, at sangene fra dengang er vores billet til at være her i dag. Vi elsker at spille dem, men vi er især glade for, at publikum også er interesseret i at høre vores nye sange. Den kærlighed vil vi gerne gengælde ved at tage ud og vise, hvordan Dizzy Mizz Lizzy anno 2018 lyder, fortæller Tim Christensen.