Herning Rocker-optakt: Charmerende Skinz

Skinz

Teltscenen

Lørdag 13.45

POP Skinz, der har rødder i Somalia men flyttede til Danmark som ganske lille, debuterede i 2014 med ep’en »Byen Sover aldrig«, hvor han samarbejdede med blandt andre Medina, USO og Johnson.

Herefter investerede Skinz tid i sig selv som kunstner. Han gik i studiet og fordybede sig i produktionens håndværk - og ikke mindst hans forståelse af sig selv som musiker.

Denne rejse resulterede i udgivelsen af singlen »Er Derude«, i slutningen af 2016, som satte retningen for Skinz’ nye lyd og blev fulgt op af den guld-certificerede ørehænger »Jeg har en pige«, som længe lå på hitlisterne.

Og Skinz ligger ikke på den lade side.

Når han ikke er på klub-tour rundt i Danmark, sætter han, sammen med produceren Sly, nøglen i døren til studiet i Nyhavn og rider videre på bølgen af musik og tekster, der retfærdiggør hans plads i spidsen af hitmagere på den danske musikscene.

Der er ingen tvivl om at vi kun har set toppen af isbjerget, når det kommer til Skinz. Og efter hans optrædender på blandt andet Distortion og SmukFest, er han nu klar til Herning Rocker. Forvent at blive overmandet af charme, når Skinz tager sit perlehvide smil på og går på scenen i Herning.