Jan Gintbergs egen kant

Jette Aaes 

Komikeren Jan Gintberg er populær i Herning. Og han er vild med Herning. Til efteråret vender han retur til Kongrescentret med ekstrashow i forbindelse med sit live-turnéen »Gintberg reder verden« – hvor han nedtoner sig eget liv på bekostning af den danske folkesjæl – mens verden rokker vores lille jolle

ZOOM »Det er med fordomme som med jysk familie. De er umulige at slippe af med, når først de er kommet indenfor.« Sådan siger Jan Gintberg – blandt meget andet – i sit nyeste show, »Gintberg reder verden«. Men når først den sjællandske komiker er kommet til Herning, slipper de ham heller ikke så let: Efter to udsolgte shows i foråret går Gintberg igen på scenen i Kongrescentret til oktober til et ekstrashow. Og Gintberg gengælder de midtjyske følelser:

- Jeg har ikke boet i Herning men har familie i Ringkøbing og hele vejen op og ned gennem Vestjylland. Så jeg har tilbragt meget tid i området – so to speak. Så jeg føler sådan en form for pseudo-kærlighed til Herning. Jeg holder af ånden og ligefremheden i området. Og så har jeg gennem mine nu i alt ni shows fået opbygget en form for base i Herning, som altid, lige fra mit første show, har indgået i mine tour-planer. Til mit første show var salen kun halvt fuld. Dengang tror jeg, publikum tænkte, at jeg var ham fra Tæskeholdet i radioen, der bare råbte og skreg for fuld udblæsning hele tiden. Så det er et publikum, jeg har skulle arbejde mig ind på, siger Jan Gintberg.

Selv gætter han på, at tv-udsendelserne med portrætter af Danmarks yderkanter, Gintberg på Kanten, har været med til at nuancere billedet af ham.

- Det har åbnet for et nyt publikum, jeg ikke normalt har set til mine shows. Den lidt ældre del af publikum tænker: Nå, men vi skal da ind at se den pæne mand fra fjernsynet. Men når et show ikke skal vises på tv, så bliver der ikke lagt fingre imellem. Det kunne jo skræmme dem væk igen. Men det har det tilsyneladende ikke gjort. Nok fordi vi danskere har arvet den angelsaksiske form for humor, hvor man godt kan være lige gode venner, selv om man er hårde ved hinanden. Den tendens tror jeg matcher publikum i Herning godt.

Det danske Burj Khalifa burde ligge i Herning
I Jan Gintbergs populære tv-portrætter af byer udenfor alfarvej har han lagt vejen forbi både Snejbjerg og Ikast. Men pilen har endnu aldrig peget på Herning:

- Nej, nej, for søren, da! Den der begynder at tale om Herning som udkantsdanmark skal have en syngende lussing. Hold nu helt kæft, Herning er et kraftcenter med alt, hvad det fører med sig af ansvar og udfordringer. Her er kunst, uddannelsesinstitutioner, masser af iværksættere og industri… Herning er en kæmpemæssig succes, og her er bestemt ingen grund til klynk, hvis nogen skulle få den tanke.

Blandt andet får Gintberg på scenen i Kongrescentret også sneget Hernings tilgang til kunst ind i sit show:

- Det er jo forholdsvis meget imposant kunst her i byen. For eksempel Cronhammars gigantiske omvendte yver på en ellers helt bar mark, smiler den landmandsuddannede sjællandske komiker.

- Det er jo sjovt, at det dæl’me gerne må være stort her i byen. Rigtig stort. Og nu bygger vi saftsus’me en bankboks, der skal være mindst lige så stor som det, de måske engang bliver enige om at bygge i København. Der er en sjov dobbelthed i egnen her, som ligger på sandede jorde og historisk har været kendetegnet ved sparsommelighed og kræmmermentalitet, og så samler man da bare lige 100 mio. kr. sammen, hvis det er det, det koster at bygge noget stort. For ikke at ligge under København i en form for: Nu ska’ vi sat’me vise dem! Jeg læste for nyligt om Bestseller i Brande, der vil bygge et kæmpetårn på 140 etager eller noget i den stil. Det undrer mig faktisk, at Herning ikke har fulgt traditionen med den høje højskole op og grebet den idé: At bygge det danske modsvar på Burj Khalifa…! Området her er tydeligvis bygget op af handelsfolk, og tankegangen er meget maskulin. Det er sjovt – og ligger lige til højrebenet at bruge i et show, siger Jan Gintberg – der glæder sig over, at herningenserne tydeligvis også er gode til at grine ad sig selv.

Verden skubber til vores jolle
Desuden glæder han sig over, at Herning også er på listen over ekstrashows til efteråret. Og over modtagelsen af netop dette show, der ifølge ham selv har fået en lidt anderledes kant. Samfundsmæssig eller politisk humor kalder han det selv. Forsigtigt.

- Jeg har været rigtig, rigtig spændt op til denne turné, fordi jeg denne gang har nedtonet observations-komikken. Der hvor jeg bruger mig selv, taler om parforhold, at stå fadder til min nevø, at få et barn med Downs Syndrom eller om at gøre op med jagten på min fars anerkendelse. Stand-up er selvudlevering og selvrefleksion. I virkeligheden er det jo en række psykologtimer med betalende gæster. Det er også rensende for mig at stå på scenen og komme af med de personlige ting.

Men denne gang har det samfundsmæssige fyldt meget mere end det personlige i mig: Hvad sker der med den danske folkesjæl lige nu, hvor verden skubber til vores lille jolle?

Og at tage samfundsmæssig stilling har været en del af hans show, lige siden han fik sit standup-fodfæste tilbage i begyndelsen af 1990’erne:

- Dengang delte jeg en lejlighed i København med en ven fra højskolen, der gik på politiskolen. Derfor hørte jeg om infernoet omkring 18. maj-urolighederne på Nørrebro fra en betjents side – og om, hvad politiet var oppe imod fra de autonomes side. Så mens fleste tog udgangspunkt i jokes om politiet og »skyd-mod-benene«, brugte jeg latterliggørelsen af de autonome. Der var en indignation i mig over, hvor vildt de autonome opførte sig. Og jeg kunne mærke, at når jeg er oprigtig indigneret over noget, kommer der også godt stand-up ud af det. Derfor kom det på mange måder til at lægge min linje.

Omvendt vikingetid
Og der er mangt og meget at tage stilling til i samfundet lige nu:

- Danskerne er udfordret på hele nye parametre. Hele kloden er udfordret, og hvis man kigger på ude fra rummet, må man tænke: Hvorfor er det så svært for menneskene at blive enige om noget. I Danmark vil vi gerne tage del i den nye globale verden, hente en palle billigt lort i Kina og være iværksættere. Vi vil bruge verden som en tumleplads, men biproduktet er alt det andet: Vi fik hele verden som tumleplads, men da de andre ville lege med, blev vi udfordret, og det vil vi gerne have, at nogen ordner for os. Det var ikke del af kontrakten. Hvis vi ikke kan afsætte vores kokosnødder oppe hos jer på grund af toldmure, skal vi så ikke bare sejle derop? Som en omvendt vikingetid. Her opstår brudflader, og det synes jeg er interessant. Jeg er selv vokset op som inbetweener. Det betyder, at den første mobiltelefon, jeg så, var en stor kuffert. I dag er kommunikation grænseløs og overalt på kroppen af os – på håndleddet, i lommen. Det er interessant, hvad den udvikling gør ved os? Som danskere er vi hverken bedre eller dårligere mennesker – men vi er måbende. Lige som store dele af resten af verden.

Opvokset med politik på 140 decibel
Aktualitetskomik kalder Gintberg den genre. Og den trigger ham. Af flere forskellige årsager:

- Jeg kan godt lide, når ting får kant og substans, hvor nogen kan blive uenige med mig. Det giver en nerve, og gør det hele lidt »farligt«.

Desuden er det at forholde sig til samfundet en del af Gintbergs genetiske bagage. Hans far sad i byrådet i 25 år i Allerød Kommune.

- Der blev diskuteret samfund og politik med 140 decibel i mit barndomshjem. Min far var rimelig kolerisk og gammel sergent, så man var aldrig i tvivl om, hvad han mente, siger Jan Gintberg – og understreger med en række nej’er, at han ikke er på vej til selv at gøre politisk karriere.

- Jeg prøver at holde mig til at ventilere ting. Ikke at tage eller forlange endegyldig stilling. Jeg har fundet stor glæde i at ventilere forskellige emner – måske fremme vanviddet. Jeg ved jo godt, at jeg fra min lille scene hverken kan gøre buh eller bæh, men jeg kan forhåbentligt give folk inspiration til refleksion. Derfor hedder mit show heller ikke, at jeg redder verden. Men at jeg reder, friserer verden – kradser lidt i hovedbunden.

Inde i sig selv fornemmer han også, at showet kradser på en ny måde:

- Det skiller vandene mere end mine tidligere shows. Også i forhold til, hvor friseret jeg er på tv i På Kanten-programmerne. Det er nemmere at lave komik om noget privat, fordi der ejer jeg historien, fordi jeg kan gå ind og ud af mine egne tanker om for eksempel at få et barn med Downs Syndrom. Det er sværere at få et stort samlende grin på mere polariserede emner. Nogle griner af noget. Nogle griner af noget andet. Det gør mig mere på stikkerne. Og dybeste set er mit formål som komiker, at få folk til at grine. Derudover vil jeg også gerne få folk til at tænke og reflektere. For eksempel, om man er for skråsikker. Skråsikkerhed provokerer mig i den grad. Fordi ting er grumsede. Intet er sort-hvidt. Det ligger der også noget komik i, siger han – og tilføjer:

- Men som personen Jan er jeg langt mere tvivlende, end jeg giver udtryk for på scenen.

Gintberg på Herning-kanten
»For en række år siden opdagede vi Pianobar i Østergade. Indehaveren, Kent Hansen, er jo lidt af en karakter, når han fortæller sin vanvittige oplevelser i Fremmedlegionen. Og så serverer stedet supergod mad, så vi har fået natmad der et par gange.

I dagtimerne savler jeg gerne lidt foran vinduerne i B&O-butikken på Torvet, spiser et stjerneskud på Hotel Eyde eller kører mod vest og besøger min ven Anders Agger i Ringkøbing.

Men jeg har ikke sådan en Victor Borge: »… og så plejer jeg altid…« og anekdotisk tilgang til Herning – udover naturligvis lige at skulle røre ved yveret på Elia. I sig selv er det projekt måske ikke så vanvittigt – men at gennemføre det…!«