Med musikalske gener og gehør i verdens brændpunkter

Anne Krøjgaard 

Når Forsvaret sender soldater ud i verden har de en sprogofficer med. Er sproget Pashto eller Dari, er der en god chance for, at sprogofficeren er fra Herning og hedder Sarah Olivia Bille. Der er kortere vej, end man skulle tro, fra en barndom med musik, sang og kirkekor til en karriere som sprogofficer i verdens brændpunkter

ZOOM I julen 2012 sad familien Bille – forældrene Mads og Dorte og datteren Sarah - i deres køkken på Fynsgade i Herning. Alle tre bøjet over et vigtigt dokument. De var i gang med at formulere Sarahs »Sidste Vilje«. Ikke fordi Sarah var syg, men fordi hun få måneder senere for første gang skulle udføre det job, hun er uddannet til: Hun skulle til Camp Price i Helman-provinsen Afghanistan i et halvt år som sprogofficer.

Hvis man spoler tiden 24 år længere tilbage, til dengang Sarah Olivia Bille blev født som eneste barn i familien, havde man formentlig ikke forestillet sig, at Dorte og Mads Billes datter ville blive reserveofficer. Nok snarere at hun ville gå i forældrenes fodspor og uddanne sig inden for sang eller musik.

- Jeg har levet en barndom fyldt med kultur. Jeg har sunget i kor og prøvet kræfter med mange forskellige instrumenter. Men jeg havde simpelthen ikke lysten til at øve, så jeg blev ikke dygtig. Til gengæld trak badminton. Det fangede mig, så der drev lysten mig – og jeg blev ret god til det, siger hun med et smil til forældrene, der igen flankerer hende i barndomshjemmet, mens ZOOM er på besøg.

- Kultur har altid fyldt meget i vores familie. Jeg husker, at vi havde Sarah med på museum i Washington, da hun var helt lille. Vi blev bedt om at gå, fordi hun sang højt, siger Dorte Bille smilende.

I dag fylder kultur også i datterens liv, bare ikke som levevej. Men at denne blev en helt anden end forældrenes, ærgrer ikke forældrene.

- Det er helt udramatisk, at Sarah ikke valgte den musikalske vej. Det er spændende at følge med i at have en sportsperson i familien. Det er noget helt andet, siger Mads Bille.

- Ja, to musikalske hoveder i familien er vel nok, ler Dorte Bille og forklarer, at forældrenes daglige arbejde i høj grad omhandler unge mennesker og talentarbejde. Så de er helt afklarede med, at man aldrig skal skubbe på, men kun yde objektiv vejledning.

- Men vi var ikke i tvivl om, at hun var landet på den rigtige hylde med uddannelsen som sprogofficer. Det fokus, hun havde. Gnisten og viljen var slet ikke til at tage fejl af. Al gang foregik i løb, for at hun kunne komme i form. Hun tog fat – også når hun mere trængte til at holde fri. weekend var fra fredag aften til lørdag formiddag, for så kaldte lektierne igen, husker Dorte Bille.

Og på den måde er der alligevel elementer i datterens liv, der minder om forældrenes.

- Viljen og lysten er den samme, som skal være til stede, hvis man skal være god til at synge eller spille, forklarer Mads Bille.

- Jeg er vokset op med at se mine forældre kæmpe benhårdt for det, de vil – eksempelvis da de tog de spæde skridt til sangskolen. På den måde er miljøet omkring musik ikke så forskelligt fra Forsvaret. Begge steder skal man kæmpe for at nå sine mål. Begge steder er der mennesker, som virker inspirerende på andre. Begge steder hjælper og løfter man hinanden. Det er det samme lidt nørdede miljø, siger Sarah Bille.

Talentet
Det var Mads Bille, der – blandt mange andre ting – foreslog sin datter at søge ind som sprogofficer, da hun følte, at antropologistudierne alligevel ikke var vejen.

- Jeg ved, at hun er godt begavet og har en god fysik. Så med mit perifere kendskab til uddannelsen, tænkte jeg, det måske var noget, husker han.

Og sprog skulle vise sig at falde datteren nemt.

- Jeg bruger mit gehør meget, når jeg lærer sprog. Jeg er god til at høre og forstå de små nuancer. Jeg lærer ved at lave fejl og lytte mig frem – i stedet for at lære ved at læse. Men det er lidt pudsigt: Jeg har aldrig lært noder, fordi det ikke rigtigt sagde mig noget. Men jeg lærte det persiske alfabet på tre uger. Det handler om at være motiveret, siger Sarah Olivia Bille, som samtidig hjemmefra havde en veludviklet sproglig bevidsthed. Noget hun dels har fået fra sin farmor, der altid returnerede barnebarnets breve – med røde rettelser. Dels har fået fra sin mors side af familien, hvor sproget altid har været en kilde til en god debat eller et grin.

- Allerede tidligt var vi meget bevidste om at hjælpe og opfordre Sarah til at skrive dagbog. I begyndelsen sad hun hos mig og dikterede, siden skrev hun selv. Da vi rejste i Vietnam sammen, skrev vi dagbog på skift. Og på sine rejser efterfølgende har Sarah skrevet udførlig dagbog. Så sproget har altid fyldt meget, fortæller Mads Bille.

Da Sarah Olivia Bille blev optaget på uddannelsen, vidste hun godt, at hun formentlig var dygtig.

- Men jeg er jo jyde, så du får mig ikke til at sige, at jeg er god, ler hun og uddyber:

- Under uddannelsen er der kontrol hver fredag. Så jeg valgte bare at have tillid til, at mine undervisere kunne vurdere, om jeg er god nok. Samtidig havde jeg nogle undervisere, som er blevet store forbilleder for mig. Blandt andet Henrik Fabricius fra Mellerup Fri- og Efterskole. Han var mit første møde med den militære verden, da han var tidligere oversergent i Hæren. Det var fedt. På forsvarsakademiet var det Ivan Smilianov, en bulgarsk lærer, der selv taler 15-17 sprog og er dejligt upædagogisk. Men man tog sig virkelig sammen, for man ville ikke skuffe Ivan. Jeg stolede blindt på, at han vidste, hvad han ville have ud af os – og at han nok skulle nå derhen med os.

- Også der minder Sarahs uddannelse meget om den måde, det foregår inden for musik og sang. Der har man ofte en mentor, og også der må man have tillid til, at mentoren kan flytte en derhen, hvor man skal og hvor man kan udfolde sit talen, siger Dorte Bille.

Karrieren
Sarah Olivia Billes uddannelse ledte mod et særligt mål: Udsendelse til Afghanistan. Og udsigten til et arbejde i et af verdens mest farlige områder, var ikke noget, der skræmte den unge kvinde.

- Det er en del af jobbets præmis, at man risikerer noget. En del af uddannelsen er den mentale forberedelse. Vi lærer også at håndtere våben og lærer udvidet første hjælp. Jeg skrev min sidste vilje som 24-årig. Men der var ikke noget af det, der fik mig til at tvivle. Jeg var måske bekymret ja, men jeg tvivlede ikke. Uddannelsen fik mig til at føle, der var ro på bagsmækken. Og når jeg er udsendt, har jeg dyb tillid til soldaterne omkring mig: At de kan deres kram og passer på os.

I Afghanistan fungerede Sarah Olivia Bille som tolk og kulturrådgiver.

- Der er stort behov for en, der kan opdrage eller oversætte mellem dansk og afghansk kultur. De små ting - måden at gøre og anskue tingene – har stor betydning for samarbejdet mellem de lokale og de udsendte, siger hun og forklarer, at et godt eksempel er, at mange afghanerne ikke er så gode til at overholde aftaler og ofte kommer for sent.

- Men der er man altså nødt til at holde perspektivet for øje. For dem betyder tid ikke ret meget, for de lever i en usikker verden, hvor man slet ikke ved, om man er her i morgen. De er truet på livet hver dag. Så gør det nok ikke så meget, om man kommer lidt for sent til et møde. Som de siger: »I har urene, men vi har tiden!« Men det kan være svært at huske på, hvis ikke der er en, til at minde om det.

Udover at være tolk og rådgiver, underviste hun også kvindelige afghanske kadetter i idræt på ANAOA (Afghan National Army Officers Academy) som ligger i Kabul, Afghanistan.

- Der følte man virkelig, at man gjorde en forskel. Kvinderne havde ingen fysisk forståelse/kropsbevidsthed. De forstod ikke, at når de fik ondt i musklerne, var det fordi de havde trænet rigtigt. De troede, de var ved at blive syge og ville gerne stoppe træningen. Jeg brugte meget leg i træningen, fordi de simpelthen ikke forstod pointen i at løbe – bare for at løbe og komme i form. Men de synes til gengæld, det var sjovt at lege »banke-bøf«, siger hun smilende.

- En af mine kvindelige kadetter blev kåret som den bedste. Det synes jeg var ret sjovt.

Sarah Olivia Bille har desuden undervist sine danske, britiske, australske og new zealandske kollegaer i Dari forud for deres udsendelse til Kabul – undervisningen foregik på Royal Military Academy Sandhurst i England. Og selvom hun synes, det var både spændende og ærefuldt, er det ikke lige nu drømmen at blive underviser i vesten. Heller ikke selvom sproget er Dari eller Phasto.

Fremtiden
Efter to udsendelser vil Sarah Olivia Bille ikke afvise, at hun siger ja tak til endnu en udsendelse. Om end hun gerne vil gøre sin uddannelse i katastrofe- og risikomanagement færdig først.

- Det kan være en udsendelse for Forsvaret. Men det kunne også eventuelt være for eksempelvis Udenrigsministeriet eller FN, siger hun.

Og hun ryster ikke på hånden i forhold til igen at havne i et af verdens brændpunkter.

- Jeg er nok et menneske, som opsøger det lidt ubekvemme. Det var sjovt nok, da jeg var på highschool i USA, men efter et halvt år passede det mig fint, at jeg skulle hjem igen. Det handler meget om opgaven og om at gøre en forskel for nogen.

På trods af faren fortryder forældrene i Herning heller ikke, at de opfordrede deres datter til at uddanne sig til sprogofficer.

- Jeg er stolt af Sarah på mange måder, men det der betyder noget for mig, er at mærke Sarahs glæde over sit arbejde og den meningsfuldhed, hun oplever i sit arbejde, siger Mads Bille.

- Det er fantastisk at opleve Sarahs glæde og hendes kæmpestore netværk i hele verden. Der er ingen tvivl om, at hun er havnet på den rigtig hylde, hvilket er en stor glæde for os, tilføjer Dorte Bille.

- I bund og grund er det underordnet, hvad hun laver. Men jeg må sige, at det har været en fornøjelse at møde Sarahs kolleger. De kvinder her, de er gjort af et særligt stof. De har ingen bekymringer overhovedet i forhold til deres professionelle fremtid. De er fulde af selvtillid og hviler i deres egen faglighed. De ved ikke, hvad fremtiden byder dem, men de har en fast tro på, at det nok skal blive godt. Det er ret cool, siger Mads Bille.

Sarah Olivia Bille ser heller ikke selv sin karriere som klods om benet i forhold til mere almindelige værdier, som at stifte familie og få børn.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive udsendt – også, hvis jeg får børn. Måske ikke lige til brændpunkter, men der findes mange andre måder at være udsendt på. Og jeg er helt overbevist om, at man gør sine børn en tjeneste ved at tage dem med ud i verden og lade dem møde den. Det er en uddannelse i sig selv, siger hun og forklarer, at det sagtens kunne blive en fremtidsdrøm at blive udsendt som FN-observatør eller eksempelvis i forhold til at udvikle et samarbejde mellem Forsvaret og NGO’er (organisationer, som ikke direkte styres af staten, for eksempel velgørenheds-, menneskerettigheds- eller miljøorganisationer, red.).

- Der er en gråzone der, hvor vi burde kunne drage mere nytte af hinanden. Problematikken med samarbejdet mellem militæret og den humanitære verden ligger i, at militæret skal overholde Krigens Love, mens den humanitære verden skal overholde de humanitære principper, som blandt andet omhandler neutralitet. Samarbejder de to med hinanden, overholdes neutralitetsprincippet ikke. Det har jeg skrevet en afhandling om, fordi jeg mener, der ligger en opgave og en masse ressourcer her, siger hun.

Da Sarah Olivia Bille vendte hjem fra sin første tur til Afghanistan, blev brevet med hendes Sidste Vilje hentet i bankboksen og brændt i havepejsen. Det var et punktum for den første udsendelse. Siden har der været endnu en »Sidste Vilje«, der skulle skrives – og som er blevet brændt. Men det bliver altså næppe den sidste.

FAKTABOKS
Dorte Bille er dirigent for MidtVest Pigekor, korchef for MidtVest Pigekorene og faglig leder for undervisningen på Den Jyske Sangskole.

Mads Bille er kunstnerisk leder af Den Jyske Sangskole, kunstnerisk leder af Sangens Hus og dirigent for Herning Kirkes Drengekor.

Sarah Olivia Bille er 30 år og født og opvokset i Herning, hvor hun har gået på Børneskolen Bifrost og taget en sproglig studentereksamen på Herning Gymnasium. Som ganske ung har hun været udvekslingsstudent i USA og frivillig i Argentina. Hun begyndte på antropologistudiet på Aarhus Universitet i 2008, men sprang fra for at blive uddannet sprogofficer i Forsvaret. Taler tysk, engelsk, spansk samt pashto og dari som er to officielle sprog i Afghanistan. Har blandt andet studeret på Defense Language Institute i Monterey, Californien, USA og undervist på Royal Military Academy Sandhurst, en britisk militær uddannelsesinstitution.

I 2013 var hun udsendt til Camp Price i Helmanprovinsen, Afghanistan i et halvt år. Herefter begyndte hun den treethalvt år lange uddannelse til katastrofe- og risikomanager på Københavns Professionshøjskole i København. I 2017 tog hun orlov fra uddannelsen, da hun blev udsendt til Kabul i Afghanistan som tolk og kulturrådgiver - og inden da skulle bruge et halvt år på at lære dari.