Thorup blev dansk mester som teenager: Nu er han tæt på med FCM

Jørn Just Kristensen 

Jess Thorup vandt DM-guld med OB som bare 19-årig. Hvis FCM vinder guld på mandag, vil det vække minder, men alligevel være en helt anderledes følelse

FODBOLD Hvis FC Midtjylland gør arbejdet færdigt på mandag og bliver danske mestre, vil det være det første mesterskab for Jess Thorup som træner. Men FC Midtjyllands cheftræner har faktisk allerede en guldmedalje hjemme i privaten på Fanø.

Jess Thorup blev dansk mester med OB i 1989. Den høje angriber var blot 19 år dengang.

- Jeg var meget ung, men jeg fik faktisk pænt meget spilletid alligevel den sæson. Dengang var der kun guldmedaljer til de 14 spillere, der spillede mest, og jeg fik da min, smiler Jess Thorup, da han bliver spurgt ind til DM-oplevelsen.

- Jeg havde faktisk været med til at vinde DM-guld for ynglinge to år i træk, så det var nogle gode år, fortæller FCM-træneren.

Følelsen af DM-guldet kan han stadig erindre.

- Jeg kan stadig huske al virakken, og hvor meget det betød for alle rundt om klubben. Det var stort. Men fordi jeg var så ung, er det alligevel ikke den oplevelse, der står klarest for mig. Det er mere pokaltitlerne og kampene mod Real Madrid (Thorup var i 1994 med til at slå Real Madrid ud af UEFA Cuppen med OB, red.), der fylder for mig, fortæller Jess Thorup, der vandt to danske pokaltitler som spiller med OB og har én pokaltitel som cheftræner for Esbjerg i 2013.

Følelsen af triumf er forskellig som spiller og træner.

- Som spiller kan du påvirke tingene mere direkte med en enkelt aktion på banen, men som træner står man mere med det overordnede ansvar, og det kan være sindssygt tilfredsstillende at være med til at nå resultater som træner, fordi du kan se overordnet på det hele, fastslår Jess Thorup.

Offensivt mind-set
Hvad der er størst, vil han ikke forholde sig til. Ikke endnu i hvert fald.

- Vi har jo ikke vundet noget, fastslår han med et smil.

Men FCM fører Superligaen to point foran Brøndby før sidste spillerunde efter, at de blå-gule fredag snublede i Horsens. Også derfor er FCM advaret. Mandag er modstanderen på MCH Arena nemlig netop AC Horsens.

- Vi skal ikke tænke, at vi skal ud at forsvare noget som helst, for vi har som sagt ikke vundet noget. Vi skal angribe kampen og være offensive i vores mind-set. Er vi det, tror jeg også på, at vi tager sejren, siger FCM-træner Jess Thorup, som altså kan vinde DM-guld for anden gang i sit liv.