DM-pokalen med helikopter fra Odense

Kenneth Kristiansen 

Trofæet til de danske mestre er »stand-by« midt imellem Herning og Brøndby

FODBOLD Hvis FC Midtjylland mandag aften fuldfører missionen og vinder sæsonens sidste kamp, vil DM-pokalen ankomme med helikopter fra Odense.

Trofæet, der tildeles de danske mestre, vil være »stand-by« midt imellem Herning og Brøndby. Det vil befinde sig i en helikopter i Odense, og så snart, der tegner sig et billede af, om det er FC Midtjylland eller Brøndby, der bliver danske mestre, sættes kursen mod enten MCH Arena eller Brøndby Stadion.

Det fortæller FC Midtjyllands pressekoordinator, Mads Hviid Jakobsen, til Herning Folkeblad.

De nykårede mestre skal selvfølgelig også have et sæt DM-guldmedaljer, mens det andet tophold skal have nogle af sølv.

Her er de rigtige guldmedaljer på plads på MCH Arena til mandagens kamp mod Horsens, fordi FCM med en sejr selv kan afgøre guldkampen.

- Der vil så være et »replica«-sæt sølvmedaljer også, som er dem, spillerne får tildelt, hvis vi skal have sølv. Og så er det omvendt i Brøndby, fortæller Mads Hviid Jakobsen.