Motorvejsspor åbner igen fredag aften

Holstebromotorvejens sydgående spor åbner igen fredag aften, efter at trafikken i denne uge har været ledt gennem Sinding by

SINDING ​Pinsen benyttes ofte af familien Danmark til at køre på en forlænget weekendtur, og for rejsende på et stykke af Holstebromotorvejen bliver rejsen nu lidt lettere.

De cirka to kilometer motorvej mellem Tjørring og Sinding nord for Herning, som har været spærret for trafik i sydgående retning siden søndag, åbner igen fredag aften.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det sydgående spor var spærret, mens entreprenøren lagde det øverste lag asfalt, slidlaget, ud på vejen. Imens skulle trafikanterne benytte sig af en omkørselsrute gennem Sinding by.

Nu er motorvejssporet i sydlig retning imidlertid klar til brug igen, og det er i en forbedret udgave. Slidlaget sikrer mere komfort for trafikanterne, hvor asfalten før havde en lidt ru overflade som følge af fræsninger.

- Arbejdet er gået rigtig godt. Vi har været heldige med det varme vejr, som er ideelt, når der skal lægges asfalt. Desuden har vi haft et godt samarbejde om denne opgave med vores entreprenører og Herning Kommune, siger projektleder John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.

Hastigheden på de to kilometer motorvej sættes, efter det sidste lag asfalt er kommet på, op fra 110 til 130 kilometer i timen.