Guldgyser: Gylden FCM-sejr i København

Ole Bitsch 

FC Midtjylland fastholder presset mod Brøndby efter tre point i Parken

FODBOLD Gulddramaet i Superligaen lever til sidste spillerunde. Og FC Midtjyllands mesterskabsdrømme lever videre.

Fredag aften vandt »ulvene« - heldigt og kynisk - med 2-0 ude over de detroniserede mestre fra FC København.

Frank Onyeka og Gustav Wikheim sørgede for de to midtjyske træffere, der i skrivende stund sparker FCM-mandskabet op på førstepladsen - tre point foran Brøndby, der senere spiller i Horsens.

FC Midtjylland blev mast helt ud af nationalarenaen i første halvleg, men det var gæsterne, som kom foran 1-0 efter 15 minutter. En afslutning fra Paul Onuachu endte tilfældigt hos Frank Onyeka, der nemt scorede i et tomt mål. Nigerianeren fik dog god hjælp fra FCK-keeper Robin Olsen, der gled i græsset.

FC København dominerede stort inden pausen, hvor angrebene bragede ned mod FCM-mandskabet, der stod lavt og brugte mange kræfter på at forsvare under et kæmpe pres. Her leverede målmand Jesper Hansen en fremragende match med flere vanvittige parader.

Den formstærke FCM-keeper fik en hovedrolle. Det samme fik Gustav Wikheim, som fordoblede føringen efter 67 minutter. Efter et FCK-pres hamrede Kian Hansen en smuk, lang aflevering frem til en fremadstormende Wikheim. Nordmanden var iskold, pillede bolden ned og scorede stensikkert bag Robin Olsen.

Anden halvleg indeholdt klar fremgang hos FCM’erne, der - trods skidt spil - kæmpede og fightede i hele matchen. Særligt defensiven imponerede endnu en gang. Og nu er der lagt op til en nervepirrende guldgyser på mandag, hvor FC Midtjylland på MCH Arena møder AC Horsens. Samme aften tager Brøndby imod AaB. Begge kampe spilles klokken 18.00.