Teaterskoles første forestilling

TEATER Teams Teaterskole - det tidligere Herning SceneKunstSkole - er klar med sin første elev-forestilling, når »Bang - du er død m. m.« har premiere på Team Teatret fredag aften.

Forestillingen handler om døden og forskellige måder at dø på. Men det er ikke bare en sørgelig affære. For eleverne har formået at skabe en forestilling, som kredser om døden på en både poetisk, uhyggelig og sjov facon.

»Bang - du er død m. m.« er sammensat af forskellige scener, som eleverne selv har improviseret frem under deres undervisningsforløb.

Forskellige genrer er indarbejdet i forestillingen - både socialrealisme, melodrama og fysisk teater. Undervejs har de fået professionel hjælp fra dels Teams Teaterskoles underviser, Marianne Ilum Sørensen, og skuespiller Anders Cornelius Zoffmann.

Elevforestillingen er skabt af ni teaterskole-elever fra 13 til 27 år: Anders Lyngslund, Mathilde Gregersen, Oliver Boje Obel, Sofie Wiinholt, Mathilde Kirkegaard, Sanne Brun, Rebekka Christensen, Eric André og Sanne Johnson Lund.

»Bang - du er død m. m.« er støttet af både Kulturelt Samråd Herning og Dansk Amatør Teaters Samvirke. Forestillingen er for unge og voksne - og forbudt for børn under 13 år.

Ud over premiereforestillingen er der en forestilling lørdag eftermiddag.