Kommunen sagde tak til ishockey-gæster

Borgmesteren tog imod repræsentanter for de deltagende VM-nationer

HERNING Borgmester Lars Krarup (V) tog imod mandag middag, da repræsentanter fra ishockeyforbundene i de otte nationer, der deltager i A-VM i ishockey i Herning, var inviteret til reception i byrådssalen.

- Jeg er stolt over at se, at fansene har nogle virkelig gode dage, både her i Herning midtby og i fanzonerne ved Boxen, sagde Lars Krarup blandt andet i en kort tale til de fremmødte.

- Jeg vil gerne sige tak til jer allesammen. I Herning Kommune er vi stolte og håber, at I alle nyder at være her, lød det fra Krarup.

At dømme efter reaktionerne hos de fremmødte kan borgmesteren være helt rolig. Flere af forbunds-repræsentanterne fra de deltagende landshold tog efterfølgende ordet i byrådssalen og roste arrangementet, kommunen, Herning og borgerne for et flot og godt organiseret VM-arrangement - og for at møde meget stor gæstfrihed og venlighed overalt.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.