Dansk pligtsejr over Sydkorea

Thomas Damm 

Danmark måtte kæmpe uventet hårdt for at hente tre point mod Sydkorea

ISHOCKEY Flere såkaldte eksperter har kaldt Sydkorea det måske dårligste hold ved et A-VM nogensinde.

Men i lørdagens kamp mod de danske favoritter kæmpede asiaterne indædt for at hente deres første point ved dette VM. Så sent som fredag aften tabte Sydkorea hele 1-13 til USA, mens Danmark vandt 3-0 over Norge.

De fleste tilskuere derfor nok sat næsten op efter en dansk opvisning, men det blev det langt fra, selv om det trods alt endte med tre point og en sejr på 3-1.

Første periode var lige og slutte 0-0. Herningensiske Frans Nielsen endte måltørken tre minutter inde i anden periode. Danmark havde indtil få sekunder før været i powerplay, og Sydkorea havde ikke nået at få den femte mand med i spillet. Frans Nielsen holdt godt i pucken, inden han med et kort aftræk sendte den i nettet.

Føringen holdt mindre end to minutter. Jesper Jensen brændte en kæmpe chance på åbent mål, og så slog sydkoreanerne kontra og fik udlignet. Kisung Kim fik pucken forbi Frederik Andersen.

Bjorkstrand med oplæg
Det blev 2-1 til Danmark efter et langt, langt angreb, hvor Sydkorea ikke kunne få pucken ud af egen zone. Til sidst kom Oliver Bjorkstrand i vejen for en koreansk aflevering, og han sendte straks pucken på tværs i zonen, hvor Jesper Jensen stod helt fri, og han kunne sende pucken forbi keeper Matt Dalton.

Herefter kunne man tro, at sydkoreanerne var knækkede, men de kæmpede flot videre og fik også flere gange testet Frederik Andersen i det danske mål.

Tredje periode blev en ganske lige forestilling, hvor man hele tiden sad og ventede på, at nu måtte Sydkorea da knække, men oprykkerne kæmpede flot på.

De kunne lige så godt have scoret til 2-2 som Danmark til 3-1.

Men i et powerplay med godt tre minutter tilbage lykkedes det endelig Danmark at lukke kampen. Frans Nielsen, der igen spillede en stor kamp, spillede fra venstre side pucken ind foran mål til Nichlas Hardt, der styrede pucken i nettet.

Så kunne de 10.591 igen bryde ud i sang til »Vi er dem de andre ikke må lege med«. Stemningen fejlede bestemt intet, selv om kampen havde været en anelse bleg set med de rød-hvide briller.

Nu har Danmark hele to hviledage, inden de på tirsdag møder Letland i den afgørende kamp om en plads i kvartfinalen. Letland vandt tidligere lørdag over Tyskland.