Ny dansk VM-sejr: Skarp herningenser hugger Norge omkuld

Jørn Just Kristensen 

To drøn fra Nicklas Jensen banede vejen for ny dansk VM-jubel i Jyske Bank Boxen

ISHOCKEY En duft af kvartfinale breder sig i den danske VM-lejr.

Det danske landshold nedlagde fredag eftermiddag Norge 3-0 foran 10.800 tilskuere i Jyske Bank Boxen, der igen var ved at koge over i rød-hvid sejrseufori.

Herningensiske Nicklas Jensen indtog dagens hovedrolle med to tordenhug i powerplay til 1-0 og 2-0. Den 25-årige forward er kendt som en skarptskydende herre, men indtil dagens opgør havde den danske VM-topscorer fra 2016 manglet det sidste held med skud på både overligger og stolpe.

Forløsningen var også til at få øje på, da hans knaldhårde slagskud suste ind ved nærmeste stolpe med bare 47 sekunder tilbage af første periode.

Godt seks minutter inde i anden periode lynede Nicklas Jensen efter stort set samme opskift. Igen i powerplay - og igen lagde backen Philip Larsen pucken til rette i venstre side af slottet for et drøn fra Jensens rygende revolver.

Og det danske powerplay-spil var ikke færdig endnu. Også tredje træffer kom i overtal. NHL-stjernen Mikkel Bødker tryllede i højre side - uden at nordmændene gik til ham - og så sendte han skiven ind foran til Frederik Storm, der kvikt lagde den i mål. Det var Danmarks syvende powerplay-mål under VM. Ingen hold har scoret flere i turneringen.

Nordmændene var aldrig i nærheden af at genskabe spændingen, selv om de dog vandt skudstatikken i den målløse tredje periode, hvor danskerne styrede de tre point i hus.

Med sejren er Danmark nu oppe på otte point i VM-gruppen og har med to kampe tilbage - mod Sydkorea lørdag og Letland tirsdag - kvartfinaleskæbnen i egne hænder.